Året der gik i polsk politik- Del 3 – Kaczynski-kulten

Af Michael Hardenfelt

I august 2018 blev den sidste af 100 månedlige manifestationer i erindring af flystyrtet i Smolensk 10. april 2010 afholdt. I forbindelse med ulykken døde 96 personer, herunder den polske præsident Lech Kaczynski (tvillingebror til den nuværende partileder), samt en lang række ledende politiske og militære personligheder fra Polen. Ulykken har formudret det politiske billede i Polen, og de månedlige manifestationer har været brugt til at skabe tvivl og uklarhed om, hvad der rent faktisk skete i forbindelse med flystyrtet, herunder en antydning af medskyldighed fra Rusland, og måske også en form for ansvar hos den daværende polske Premierminister, Donald Tusk. 

Med manifestation nr. 100 er det imidlertid slut, og man kan vel egentlig også sige, at formålet er nået, med den politik der for øjeblikket føres i Polen. En af de mest indestængte fortalere for konspirationsteorierne, Antoni Macierewicz, blev omtrent samtidigt fyret som forsvarsminister, og siden er der talt langt mindre om “uopklarede” elementer i forbindelse med flystyrtet, som i øvrigt er fuldt belyst, og skyldtes, at der blev lagt pres på piloterne for at lande i tæt tåge i en militær lufthavn, som ikke var indrettet til at tage imod fly under de pågældende vejrforhold. 
Til gengæld er der rejst et enormt monument for ofrene for Smolenskulykken på Pilsudskipladsen i Warszawa, og samme sted er der rejst et statue af afdøde præsident Lech Kaczynski, som står på en af pladsens mest fremtrædende steder og er omkring en halv gang større end statuen af Polens frihedshelt, Jozef Pilsudski, som har givet navn til pladsen. Samtidigt leder statsadministrationen over hele Polen med lys og lygte efter større gader, hvis navne svagt lugter af socialisme, hvorefter de trods lokal modstand tvangsomdøbes til Lech Kaczynski-gade

Byrådet i Warszawa har hele tiden modsat sig opførelsen af de to monumenter, der ses som en politisk manifestation, der skal underbygge den nationalistiske regerings legender, men måtte opgive sin modstand, da Forsvarsministeriet i 2017 annekterede pladsen og påstod, at den tilhørte Forsvarsministeriet. 

Polens 100 års fødselsdag

I november 2018 kunne Polen fejre 100-års fødselsdag, forstået på den måde, at Polen i 1918 genvandt sin selvstændighed efter afslutningen af 1. Verdenskrig, efter at landet i 123 år havde været delt mellem (primært) Rusland, Tyskland og Østrig. 
Fejringen blev gennemført med store fanfarer, og blev selvfølgelig brugt som en del af fortællingen om det undertrykte Polen, der som fugl Føniks var genopstået fra asken. Man skal dog være opmærksom på, at Polen i omkring 100 år inden sin opdeling i 1795 allerede var en russisk lydstat, og at Polen igen mistede sin suverænitet i årene 1939 – 1989. Det Polen, som opstod efter 2. Verdenskrig, var da heller ikke det Storpolen, den nationalistiske fløj i Polen havde planlagt efter 1. Verdenskrig, men en mere beskeden stat, med en rent etnisk polsk befolkning, efter at etniske mindretal var blevet forflyttet.

Retsvæsnet, magtens tredeling og forholdet til EU

Siden kort efter sin tiltræden har den siddende regering haft problemer med domstolssystemet, som regeringen hævder er behersket af kommunistiske dommere, der nægter regeringen mulighed for at gennemføre deres epokegørende omstilling af det polske samfund. Retsvæsnet er dog blevet gennemgået flere gange i de forløbne år, og der er næppe mange tilbage fra krigsretstilstanden i 1981. I det hele taget er der sket en enorm omstilling af hele domstilssystemet siden 1997, således at det i dag snarere er tilpasset et liberalt demokrati, og det er nok i virkeligheden det, regeringspartiet ikke bryder sig om. 

Som situationen er i dag har regeringen taget total kontrol over Forfatningsdomstolen. Endvidere er de lokale domstole blevet underlagt politisk kontrol, anklagemyndigheden er lagt direkte ind under Justitsministeren og Det Nationale Domstolsråd, som udpeger nye dommere, er fuldstændigt lagt ind under regeringens kontrol. Som følge heraf er grundstenen lagt til et samfund, hvor der i princippet ikke er nogen adskillelse mellem den udøvende og den dømmende magt (og i dagens polen er der heller ikke nogen adskillelse til den lovgivende magt). Der er med andre ord skabt en stat, som ikke er udstyret med de normale demokratiske sikkerhedsventiler. 

EU-kommissionen og EU-parlamentet behandler i øjeblikket disse forhold, som formodentligt er i strid med den grundlæggende demokratiopfattelse i EU. Indtil nu er det dog blevet ved samtaler, og den polske regering forsøger dygtigt at hælde mudder i maskineriet. Regeringen har dog trukket sig på et enkelt punkt, nemlig i forbindelse med sin kontrol over Højesteret, der i dag står som en af de sidste bastioner indenfor den statslige administrationen i Polen, som ikke er underlagt direkte regeringskontrol. Højesteretsdommerne har indstændigt kæmpet imod ændringerne, og i oktober 2018 kom EU-domstolen til hjælp med en dom, som rullede de fleste af ændringerne i Højesteret tilbage. 
I en forsonende gestus har den polske regering valgt at anerkende dommen, men alternativet ville da også være en krise, som kunne sende Polen ud af EU – hvilket regeringen sikkert ikke ville have noget imod, men som den ikke tør af hensyn til den overvældende støtte, der fortsat er til EU i befolkningen. Under almindelig knurren og ubehag er loven om Højesteret derfor lavet om igen, de fyrede højesteretsdommere har genindtaget deres plads, og regeringen søger at præsentere sit tilbagetog som et bevis på regeringens åbne sind og villighed til at forhandle. Det er imidlertid kun et meget lille skridt, og forud venter nye problemer med EU.

Medier, TV og nyheder

Indenfor medieverdenen er der ikke sket nogen ændringer i forhold til 2017, dvs. regeringen sidder tungt på de offentlige fjernsynsstationer, hvor nyhedsdækningen er ændret til deciderede meningsmaskiner, der har til formål at vise verden, set fra regeringspartiets synspunkt. Den uafhængige amerikansk ejede tv-station TVN holder stand, men angribes ofte for sin anti-polske holdning. 

Avismarkedet er fortsat domineret af tabloidavisen, Fakt, og oppositionsavisen, Gazeta Wyborcza, som har haft en klart ledende position på avismarkedet siden systemskiftet i 1989. Gazeta Wyborcza er dog forsvundet fra indkøbslisten på offentlige institutioner, som i stedet køber den halvofficielle statsavis, Rzeczpospolita.