Året der gik i polsk politik – del 1

Af Michael Hardenfelt

Polen: Den polske præsident Andrzej Duda udtalte umiddelbart før jul, at EU-domstolen er en trussel mod Polens suverænitet. Her tænkte Duda nok mest på den nylige dom, som erklærer dele af retsreformerne omkring Højesteret for at være i strid med EU-retten, hvilket er noget, som bekymrer ledende politikere i Warszawa. 
Dudas udtalelse var imidlertid blot et indslag i et demagogisk korstog, som – hvis deres hedeste ønsker skulle blive opfyldt – ville føre til Polens udmeldelse af EU. Det tør man ikke sige alt for højt, for i henhold til det polske opinionsanalyseinstitut; CBOS; støtter over 80% af befolkningen Polens medlemskab i EU, og 33% ønsker endda et tættere samarbejde indenfor Unionen. Men man prøver at gøde grunden for en eventuelt fremtidig udtræden af EU, samtidigt med at alle regeringspartiets repræsentanter forsikrer, at Polen er solidt forankret i Europa. Det er en balanceakt, hvor man søger at skabe en stemning mod EU, samtidigt med at man erklærer sin kærlighed til Unionen. 

Duda rammer imidlertid hovedet på sømmet med sin udtalelse; selvfølgelig er Polen ikke en suveræn nation, for de har ved en folkeafstemning bekræftet deres medlemskab i EU, og som sådan afgivet en del af suveræniteten.

Det samme kan siges om en lang række andre internationale aftaler, samtidigt med at suveræniteten begrænses af hensynet til reaktionen fra andre nationer – noget som Polen fik at mærke i begyndelsen af 2018, efter at have indført lovgivning, som gav lange fængselsstraffe for af udtale, at Polen eller polakker havde noget at gøre med nazistiske forbrydelser. Regeringen måtte også annullere en tvivlsom og politisk motiveret bøde til den amerikansk ejede tv-station TVN, efter at det amerikanske udenrigsministerium havde gjort klart, at grænserne for acceptabel (suveræn) adfærd var overskredet. 

Men ellers er suverænitet noget, som bruges som et af de politiske slagord i tiden, og den polske regering gør en dyd og ære ud af ikke at vige tilbage for nogen eller noget. Regeringen er den institutionaliserede følsomme alfahan, som beskytter alle normale polakker. Som en nation, der i hundredvis af år har været besat af fremmede magter eller under kontrol af andre nationer, går meddelelsen rent ind hos en stor del af befolkningen, og det kan endda virke overraskende, at omkring halvdelen af befolkningen sætter sig ud over den polske nationalisme, og ser med længsel efter vesteuropæiske værdier.

Værdipolitik
Polens egenart og Polens selvstændighed er det bærende element i dagens politik, men værdipolitik er et andet væsentligt element, som er under angreb. Værdipolitikken i Polen har traditionelt været konservativ og præget af den katolske kirke, og abort er strengt forbudt i Polen, med tre undtagelser – ved undfangelse i forbindelse med forbrydelse, trussel for morens helbred eller fare for at føde et uhelbredeligt sygt barn. Kirken er modstander af undtagelserne, det samme er en række andre fromme katolikker, som har betydelig indflydelse langt ind i regeringspartiet. Her tænker ledelsen imidlertid taktisk, og flere forslag om at ophæve den ene eller den anden undtagelse er indtil videre lagt i mølposen af polens de facto leder, Jaroslaw Kaczynski, som styrer politbureauet med hård hånd.

Det har nu i virkeligheden ikke så stor betydning. Kirkens indflydelse når ud til hospitalerne, og søger nogen at gennemføre en legal abort i Polen, er der stor risiko for, at lægerne på hospitalet anvender deres samvittighedsklausul, og nægter at medvirke til abort. Den abortsøgende kvinde risikerer også at få videregivet sine personlige oplysninger og blive besøgt af velmenende kristne, som vil overbevise hende om at opgive forehavendet.

Hvis man ønsker en abort tager man derfor til Tjekkiet, Slovakiet, Storbritannien eller et andet land med en liberal abortlovgivning, og i tilfælde af pengemangel opsøger man den lokale kvaksalver. 
Abortspørgsmålet er ømtåleligt. Et meget stort antal polske kvinder har gennemført en illegal abort, og viser en vis forståelse for nødvendigheden, og kvinderne er i stand til at gå på gaden i store grupper, når de tre undtagelser angribes.

En skærpelse synes således foreløbig at være lagt i mølposen, men kan – hvis regeringen vinder valget – komme frem efter næste parlamentsvalg, hvor regningen for kirkens støtte skal betales.
Men sædernes forfald er tydelig andre steder; stadig flere par vælger at leve papirløst, og homoseksuelle er i stadig højere grad åbne omkring deres seksualitet; her hjælpes de på vej af den tidligere borgmester i byen Slupsk, Robert Biedron, som med en usædvanlig personlig integritet søger at gøre op med traditionelle fordomme. Robert Biedron har netop stiftet en ny politisk bevægelse.

Michael Hardenfelt er oprindeligt fra København men har siden 1995 boet i Polen, hvor han arbejder som oversætter, guide samt underviser i dansk. Michael vil i de kommende dage give sit bud på året 2018 i polsk politik og samfund.