Året der gik i polsk politik – 2019 – del 3

Af Michael Hardenfelt

Domstole og andre institutioner
I december trådte 3 dommere fra Forfatningsdomstolen tilbage, efter at have afsluttet deres 9-årige embedsperiode. Det er dommere, som er valgt under den tidligere regering, og her viser den nuværende regering  sine mesterlige talenter udi at forplumre realiteterne. Regeringen hævdede for flere år siden, at der var formelle fejl i forbindelse med valget af disse tre dommere, som blev valgt samme dag, idet de fremhævede, at de blev valgt som en blok, hvor valget af dommere til Forfatningsdomstolen i henhold til Forfatningen skal ske individuelt. Det er noget rent vås, for selv om de blev valgt samme dag, blev dommerne valgt hver for sig og fik forskelligt antal stemmer i parlamentet. Regeringen rettede imidlertid for 3 år siden et spørgsmål til Forfatningsdomstolen om de tre dommeres habilitet, hvorefter domstolens Formand, Julia Przylebska, suspenderede de tre dommere fra deltagelse i domstolens arbejde, indtil der var truffet afgørelse om deres habilitet. Til dato er der imidlertid ikke holdt et retsmøde, for at besvare dette spørgsmål, og efter at dommernes embedsperiode er udløbet, er det ligesom lidt for sent at gøre noget ved det nu. Yderligere tre dommere, som blev valgt legalt under den tidligere regering, er slet ikke blevet indsat i deres embeder, og bliver det heller ikke nu.
Kampen om Forfatningsdomstolen er hermed overstået, og Regeringen har vundet. Stort set hele dommerkollegiet er nu udskiftet, og ved næste parlamentsvalg om formodentligt 4 år vil domstolen være besat af dommere, som de næste mange år vil kæmpe for en nationalistisk og religiøs stat. Efter at al værdighed er frataget domstolen med udnævnelsen af en tidligere kommunistisk anklager fra undtagelsestilstanden i 1981-1983 (Piotrowicz) samt en vulgær og aggressiv dame i pensionsalderen (Pawlowicz) og en Formand for Domstolen, Julia Przylebska, som ikke har noget som helst videnskabelig arbejde bag sig, som holder hyggemiddage med partiformand Kaczynski og i 1980’erne bestod sin dommereksamen med lavest mulige karakter. Domstolen er i øvrigt stort set holdt op med at afsige domme, og har totalt mistet sin betydelige nationale og internationale prestige. 
På nogenlunde samme måde forholder det sig med Rigsrevisionen, Ombudsmanden, Det Nationale Domstolsråd og andre centrale institutioner, hvis formål det var at sikre, at ingen institution kunne tilegne sig al magt i Polen, netop fordi de forskellige magtcentre holder hinanden i skak. Man er dermed nået frem til det, som formodentligt har været Jaroslaw Kaczynskis mål – al magt til parlamentet uden nogen form for kontrol. 
De almindelige domstole holder i et vist omfang stand og Højesteret kæmper, men det er kun et spørgsmål om tid, inden også Højesteret falder for den juridiske kulturkamp. Den ellers totalt apolitiske og tidligere mediesky Formand for Højesteret, Małgorzata Gersdorf, har kæmpet som en løve, for at forsvare Højesterets integritet, men hendes embedsperiode slutter i 2020, og herefter vil det formodentligt ikke længere være muligt at bekæmpe politiseringen af domstolen. 
I november kom EU-Domstolen med en afgørelse vedrørende et spørgsmål fra Højesteret om gyldigheden af et særligt Disciplinærkammer i Højesteret. Dommerne i Disciplinærkammeret er politisk udnævnte, og har betydelige magtbeføjelser, hvis andre dommere ikke optræder i overensstemmelse med de normer og retningslinjer, der fastlægges af regeringen. Højesteret havde nok forventet, at EU-domstolen ville kende Disciplinærkammeret ugyldigt, men EU-domstolen vaskede hænder og sendte spørgsmålet tilbage til den polske Højesteret med en besked om, at Højesteret havde myndighed til selv at kende Disciplinærkammeret ugyldigt, hvis det efter Højesterets opfattelse ikke var uafhængigt og upartisk. Det gjorde Højesteret så nogle uger senere, men Regeringen nægter at acceptere Højesterets afgørelse, og er øjeblikket i gang med at gennemføre en ny lov, der vil kunne afskedige dommere, der betvivler andre dommeres kompetence. 
Der er lagt op til juridisk kaos, for ingen ved rigtigt, hvilke dommere der er lovligt udnævnt og hvilke der ikke er det. Regeringen kan selvfølgelig gennemtvinge sit synspunkt, så længe den sidder ved magten, men ingen ved, hvad der sker med alle de domme, der er afsagt af politisk udnævnte dommere, den dag der kommer en regering fra en anden politisk gruppering i Polen. Man kan udmærket forestille sig, at en kommende Premierminister fyrer alle de politisk udnævnte dommere, for derefter at besætte de tomme dommerembeder med sine egne folk – eller i det mindste udnævnt blandt jurister, der har været modstandere af PiS-regeringen. Den yderste konsekvens er, at Polen kommer til at udskifte hele sin dommerstand, hver gang der er et regeringsskifte.
Det er imidlertid et valg, som er truffet af det polske folk, for ved parlamentsvalget i oktober vandt PiS endnu en gang et absolut flertal i parlamentets underhus, Sejmen.

Parlamentsvalg 13. oktober
Efter lange forhandlinger og selvransagelse besluttede oppositionen at stille op som 3 blokke, i stedet for den ene store koalition mange havde drømt om, og som valgteknisk kunne have fået flere mandater end PiS i parlamentet. Det ville imidlertid ikke have betydet noget for regeringsmagten, bortset fra at PiS i så fald måtte have hjælp fra det yderste højre. Samtidigt ville en stor koalition næppe have kunnet holde – allerede indenfor de tre oppositionsblokke på venstre side er der store forskelle, og en fælles koalition ville uden tvivl have skræmt mange vælgere væk.
Selv om det var forudset at PiS ville genvinde regeringsmagten, var der alligevel usikkerhed til det sidste, men det blev som forudset i meningsmålingerne, og valget ser ud til at være blevet gennemført på en hæderlig måde.
Regeringspartiet PiS fik 43,6% af stemmerne, og dermed 235 mandater og absolut flertal i det 460 mandater store underhus, Sejmen.
En stor koalition bestående af Borgerplatformen (PO), Modernitet og de Grønne fik 27,4% og 134 mandater, mens bondepartiet PSL i samarbejde med den nationalistisk orienterede popsanger Kukiz fik 8,5% og 30 mandater. Og så var der en koalition af venstrepartier som under SLD’s partinavn fik 12,6% og 49 mandater.
På højre side lykkedes det Konføderationen Frihed og Uafhængighed med Korwin-Mikke at få 6,8% og 11 mandater, mens et sidste mandat gik til det tyske mindretal. 
Den 77-årige Korwin-Mikke har været aktiv i politik siden 1960’erne, men har altid repræsenteret yderligtgående synspunkter og har haft svært ved at passe ind sammen med andre politiske partier, hvorfor han som regel har haft sin private politiske bevægelse, hvorfra han er startet til de fleste valg i Polen siden 1990 (inklusive præsidentvalg), dog som regel uden at blive valgt ind. I øjeblikket er han leder af en bevægelse af yderligtgående nationalister, der samtidigt forfægter libertarianske synspunkter, såsom afskaffelse af sociale bidrag og nedsættelse af skatter til et minimum. Det skaffer partiet en del ultraliberale stemmer, som egentligt ikke hører til i den nationalistiske fløj.
Med hensyn til koalitionen af venstrepartier består denne af SLD, som har rod i den gamle kommunistparti. SLD er gået i samarbejde med partiet Forår, hvis stifter, den karismatiske tidligere venstre-liberale borgmester i Slupsk, Robert Biedron, har valgt at blive på sit sæde i Europa-Parlamentet. Langt til venstre for Biedron finder vi den i Danmark opvoksede Adrian Zandberg, som med sit oratoriske talent kan vise sig at blive Polens leder, hvis og når den nuværende regering på et tidspunkt falder. 
Overordnet set betyder valget en svækkelse af regeringspartiet. I parlamentets overhus, Senatet, mangler de en stemme for at have flertallet, og selv om Senatet ikke kan forhindre vedtagelsen af nye love, er det i stand til at forsinke processen, hvilket kan forhindre 24-timers love, som i det tidligere parlament ofte blev gennemført om natten. Senatet skal også godkende visse embeder så som Ombudsmand og Formand for Rigsrevisionen, hvor regeringen således må ud og forhandle, for at få sine kandidater igennem. 
Det er også væsentligt, at oppositionen i det nye parlament har flere politiske personligheder, som dels kan udfordre regeringen fra parlamentets talerstol, dels ikke er sovset ind i gamle politiske skandaler. 
Endelig er regeringspartiet svækket af to mindre koalitionspartier, som efter valget er vokset således, at regeringen mister sit flertal, skulle de forlade samarbejdet. Det drejer sig dels om Justitsminister Ziobro, som leder et parti på regeringspartiets højre flange, der insisterer på at fortsætte reformeringen af justitsvæsnet i et ufortøvet tempo, og som i øvrigt nærer en slet skjult uvilje mod både præsidenten og premierministeren. På den anden side finder vi Minister for højere Uddannelse Gowin, som mener, at man for øjeblikket har reformeret tilstrækkeligt (og måske i virkeligheden lidt for meget). De to kan presse partiformand Kaczynski, men har ikke rigtigt nogen steder at gå hen med deres stemmer, så det bliver nok begrænset, hvor meget de kan presse regeringen, og mange af deres meldinger går nok i virkeligheden på at markere sig som selvstændige politiske partier overfor vælgerne.

Affærer
Partiformand Kaczynski startede for 4 år siden regeringspartiets greb om magten med at give udtryk for, at hæderlig og ubestikkelighed var det nye vartegn, og Jaroslaw Kaczynski har personligt næppe nogle jordiske behov ud over magt. Selv om han uden tvivl kontrollerer en større formue, går i dyre jakkesæt og bliver kørt rundt i dyre biler med livvagter, har jeg indtrykket af, at han snarere opfatter dette som den pris, han må betale for sit greb om magten.

Partikollegaerne har derimod ikke været så tilbageholdende, og da PiS for 4 år siden fik absolut flertal i parlamentet, ville glæden ingen ende tage. Den traditionelle belønning for troskab overfor sit parti har i Polen været ledende poster i det meget store antal statsvirksomheder, hvor lønningerne nogen gange er astronomisk højere end de, som tilbydes ministre og departementschefer. Lønningerne i de store statsvirksomheder er naturligvis sat efter tilsvarende niveauer i store private virksomheder, ud fra en ide om, at man er nødt til at tilbyde konkurrencedygtige lønninger, for at tiltrække de bedste erhvervsledere. I dag prøver man imidlertid end ikke at skjule, at udnævnelserne sker efter politiske kriterier, og de mennesker der ansættes, har sjældent ledelseskompetence indenfor erhvervslivet. Efter at antallet af politiske ansættelser har været for nedadgående i mange år, er vi i dag tilbage ved situationen under SLD-regeringen 2001-2005. 
Sidste år bød på en 36 årige politisk udnævnte formand for Finanstilsynet, som beviseligt havde foreslået en bank at se bort fra visse vanskeligheder, såfremt de ville ansætte en af hans bekendte i bestyrelsen mod et honorar på 70 millioner danske kroner. 2019 har haft en længere perlerække af skandaler, som dog tilsyneladende ikke har rokket afgørende ved tilslutningen til partierne, måske fordi store dele af befolkningen har den opfattelse, at politik nu en gang foregår på denne måde.

Marian Banas
Marian Banas er tidligere finansminister og blev i efteråret udnævnt til Formand for den magtfulde polske Rigsrevision, hvorfra han ikke umiddelbart kan afsættes. Der havde på forhånd været kritik af Banas’ formueangivelse (som personer i offentlige hverv skal aflevere), og senere kom det frem, at Banas er ejer af en bygning i Krakow, der har været anvendt som bordel. Senere er andre anklager kommer til, blandt andet skattesnyderi, forbindelser til gangstere og tæt tilknytning til personer, som har stået for en såkaldt momskarrusel, mens han som finansminister brystede sig af sin effektive kamp mod momsunddragelser. 
Polen har selvfølgelig – ligesom i Danmark jvf. Henrik Sass Larsen, som ikke blev finansminister under Helle Thorning-Schmidt – hemmelige tjenester, som foretager en grundig undersøgelse af folk, som får adgang til statens mest følsomme oplysninger, og disse tjenester anklages nu for svigt. Det er efter min mening dog aldeles umuligt, at de ikke har været orienteret om de faktiske forhold, og at det snarere er et udtryk for partiformand Kaczynskis del-og-hersk filosofi, at han foretrækker at indsætte folk, som han har ”noget” på. Denne gang er det så gået galt, offentligheden har fået for meget at vide, og PiS søger nu desperat efter en måde at komme af med Formanden for Rigsrevisionen på. Oppositionen har nægtet at gå regeringen til hånde ved at ændre forfatningen, således at et kvalificeret flertal kan afsætte folk i åremålsudnævnte hverv indenfor statsadministrationen, og den eneste udgang synes så at være en Rigsretssag eller en straffesag ved de almindelige domstole, men begge dele kan tage lang tid, specielt en straffesag, hvor Banas vil have mulighed for at appellere i årevis. 
I mellemtiden er Banas gået til modangreb med Rigsrevisionens usædvanligt aggressive revision af Justitsministeriet, hvilket dog ikke kan udelukkes at være en håndsrækning til Kaczynski, som gerne vil sætte den for øjeblikket lidt for uafhængige justitsminister Ziobro på plads – men det er rene spekulationer, og måske lidt for tæt på konspirationsteorier.

 
Marszalek Kuchinski
I august trådte Formanden for Parlamentets Underhus (Sejmen), Marek Kuchcinski, tilbage fra sin funktion, efter at det kom frem, at han havde benyttet regeringsflyet – som står til rådighed for Præsidenten, formændene for parlamentets to kamre og premierministeren – til at transportere børn, hustru, venner og partifæller, i enkelte tilfælde også uden selv at være om bord på flyet.
Marek Kuchciński ville måske have kunne klare sagen med en undskyldning, men efter at sagen kom frem, kvalte han sig selv i en lang række forkerte forklaringer, hvor han hævdede at den ene og den anden ikke havde været med, og at det kun var til officielle arrangementer. Det står imidlertid nu klart, at disse forklaringer var meget langt fra den faktiske situation.
Selve historien med flyturene var efter min vurdering ikke så frygtelig i forhold til hvad der ellers eksisterer af privilegier indenfor partitoppen, men konstante forsøg på at sløre de faktiske forhold skabte en tabersag, som regeringen ikke havde råd til få måneder før parlamentsvalget.

Premierminister Morawieckis grund og Jaroslaw Kaczynskis byggeri
Selv ikke Premierminister Morawiecki og partiformand Kaczynski har været fri for anklager. Premierministeren er indblandet i en underlig sag, hvor han som bankmand i 2002 købte et større jordstykke fra kirken til en pris, der blev angivet til 20% af den reelle værdi. Grunden har i dag en værdi på angiveligt 125 millioner Kr., men er ikke med i Premierministerens formueangivelse, for kort før han gik ind i politik overførte han betydelige værdier til sin kone, som ikke ønsker at informere om sin formuesituation. 
Jaroslaw Kaczynski er derimod involveret i en fond, som han måske eller måske ikke kontrollerer, og som i hemmelighed havde planlagt at opføre en skyskraber i Warszawa. Et fjernt familiemedlem til Kaczynski – en østrigsk forretningsmand – blev bedt om at udføre noget indledende projektering i forbindelse med byggeriet. Da den østrigske forretningsmand, Birgfellner, forstod, at han ikke ville få penge for sit arbejde, begyndte han at optage de samtaler, han førte med Kaczynski. Her finder vi blandt andet ud af, at det er den statskontrollerede bank, PKO, som skal finansiere byggeriet, og bankens bestyrelsesformand dukker personligt op hos Kaczynski, for at diskutere finansieringen. 
Projektet blev imidlertid opgivet, fordi man var bange for, at Warszawa kommune, som var kontrolleret af oppositionen, af politiske årsager ikke ville tillade byggeriet. Det irriterer her særligt Birgfellner, at han angiveligt har udlagt små 90.000 kr. som en slags bestikkelse til en præst, som sad i bestyrelsen, og som i henhold til Kaczynski forventede ”honorar” for sin hjælp.
Efter at Birgfellner anmeldte sagen til anklagemyndigheden er han blevet afhørt grundigt om sagen, mens Kaczynski først efter lang tid er blevet udspurgt om sagen, og i øvrigt benægter at hændelsesforløbet er som beskrevet.