Ad

Året 1979 fortjener også en markering

Johannes Paul II på besøg i Gdynia i 1987 Foto: Goku112

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Normalt forbindes historiske markeringer med én bestemt begivenhed, fx med murens fald og indgåelse af fredsaftaler. Men det er ikke nødvendigvis rigtigt. Det mener i hvert fald den polske historiker Anna Machewicz (”Gazeta Wyborcza” 15.4.19).

40-året for året 1979 i Polens er bestemt værd at markere. 1979 var kendetegnet ved en stribe hændelser, der tilsammen skabte det, der førte til oprettelsen af Solidaritet, indførelsen af undtagelsestilstand og, i 1988-89, til rundbordssamtalerne og den fredelige overgang fra realsocialisme til demokrati.

1979 var for Polens vedkommende kendetegnet ved en iskold vinter og en knastør sommer, polakkerne så at sige druknede i sne, og den ringe høst skabte social nedtur for rigtig mange polakker. Priserne på brændsel steg markant som følge af kulden, alene olie steg med 20 pct., hvilket yderligere skabte problemer for det polske landbrug, der i forvejen ramt hårdt af tørken.

Den hårde vinter og tørken kunne i højeste grad også mærkes i Danmark, Polens naboland mod nordvest. I 1979 opstod der i Polen også stigende mangel på de helt elementære dagligvarer. Og nok så vigtigt, i 1979 kom den nyvalgte pave Paul Johannes II på sit første besøg i Polen, og det skulle blive et sandt triumftog. Myndighederne forsøgte med begrænset held at nedtone betydningen af besøget.

1979 var derudover også mærket af to alvorlige mine-katastrofer, 33 blev dræbt i Dymitrov minen og 22 i Czechowica-Dziedzica i Schlesien. Den stabilitet der havde rådet i de første år under Edward Gierek var således på retur. I 1976 var blevet oprettet den særlige komite til støtte for arbejderne (KOR) i kølvandet på de uroligheder, der fulgte efter de store prisforhøjelser.

1979 gav oppositionen ekstra opbakning. Iflg. meningsmålinger fra instituttet OBOP var befolkningens utilfredshed i stærk stigning. Den brede befolkning, ikke kun intellektuelle, begyndte at gøre modstand. Skellet mellem arbejdere og intellektuelle blev mindre. Valget af den polske pave gav stødet til en stærkt stigende national stolthed og patriotisme. En særlig historisk udstilling, kaldt ”Polakkernes eget portræt” i Krakow blev besøgt af over 80.000, og 9-året for drabene på polske arbejdere ud for skibsværftet i Gdansk samlede en del demonstranter.

Blandt talerne var den dengang ret så ukendte Lech Walesa. Året efter blev han verdenskendt som leder af den uafhængige fagbevægelse Solidaritet. Udviklingen i Polen i 1979 gav sig også udslag i en stærkt stigende interesse for Polen i Danmark. Flere rejser i Polen gjorde dengang et stærkt indtryk.

Opmærksomheden blandt danske NGOere og også hos en del politiske partier var i årene 1977 og 1978 i meget høj grad fokuseret på forfatteren og systemkritikeren Václav Havel og borgerretsbevægelsen Charta 77 i Tjekkoslovakiet skabt efter Helsingfors-aftalerne indgået i 1975. Med begivenhederne i 1979 kom Polen for alvor på det politiske landkort.