Antallet af døde og smittede med corona sætter ny rekord i Ungarn, Oppositionen kritiserer “Orbáns løgne”

Foto:Pixabay

Af Michael Skovgaard

Ungarn: Seneste status lørdag er, at 227 overvejende ældre patienter med forudgående lidelser er døde inden for de sidste 24 timer, og over 11.000 nye smittetilfælde er registreret ifølge de ungarske myndigheder. Siden det første udbrud har man registreret 570.000 smittede og 18.000 corona-relaterede dødsfald, mens 367.000 er kommet sig efter sygdommen.

Antallet af aktivt smittede er steget til 176.000, og knap 11.000 er indlagt, hvoraf 1.237 ligger i respirator.

Oppositionen Demokratisk Koalition hævder, at Ungarn er på randen af en national katastrofe som følge af regeringens elendige håndtering af pandemien. Partiet opfordrer Orbán til at holde op med at “sprede løgne og propaganda om succesfuld håndtering af pandemien og i stedet se kendsgerningerne i øjnene”.

Mens Orbán gav et 23 minutter langt tv-interview torsdag, hvor han hævdede, at der var styr på alt, og at ændringer ikke var nødvendige, blev yderligere 171 personer smittet, og tre afgik ved døden. Det sagde Gergely Arató fra oppositionspartiet, og han tilføjede, at Orbán har mistet enhver forbindelse til virkeligheden.

Med den seneste udvikling haler Ungarn ind på Tjekkiet, som er det land i EU med flest corona-dødsfald, nemlig 2.269 pr 1 mio. indbyggere. Tilsvarende tal for Ungarn lyder nu på godt 1.800.

Ifølge flere meldinger fra ungarske medier er sundhedsvæsnet overbebyrdet med for lidt personale, og man har ikke længere nok respiratorer til alle patienter. Derfor er flere hospitaler tvunget til at udvælge patienter med størst mulige chancer for at overleve. Mediet „Népszava“ peger på, at det afgørende problem er manglen på sundhedspersonale.

Manglen på personale skyldes især en ny overenskomst i Ungarn gennemtvunget af Fidesz, som trådte i kraft 1. marts. Den medfører ringere arbejdsbetingelser og væsentlige lavere tillæg for nat- og weekendarbejde, hvilket skulle have fået 4.000 ansatte i sundhedssektoren til at opsige deres stillinger.

Den negative udvikling er desuden bemærkelsesværdig, da Ungarn som et af de første lande i EU gik enegang og besluttede at købe og anvende den russiske Sputnik V-vaccine og det kinesiske Sinopharm-præparat.

    

Share This