Anmeldelse: “Kampen om Centraleuropa”

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Anmeldelse: Oplysning og viden om Centraleuropa, en region tæt på Danmark, er i højeste grad velkommen. Derfor skal Vibe Termansen’s bog ”Kampen om Centraleuropa” hilses velkommen. Vibe Termansen er historiker og journalist, og det præger både indhold og fremstillingsform. Bogens store styrke er efter min vurdering de historiske koblinger og kortlægningen af Centraleuropa- begrebet. Termansen går tilbage i tid, kobler på spændende vis nutid til fortid. Bogen er ikke opbygget kronologisk, hvilket ikke nødvendigvis er en ulempe, da fortid er lige så meget nutid og fremtid. ”Historiepolitik”, dette at (mis)bruge historien politisk er udbredt, ikke mindst i unge ”nationalizing” stater, hvilket vi også får fint beskrevet i bogen. Termansen omtaler grundigt og levende Friedrich Neumann omdiskuterede ”Mitteleuropa” begreb, også Tomas Masaryk’s fortolkning af ”Centraleuropa (”Stredni Europa”). Pilsudski’s gamle ”mellemhave-projekter” (”Miezymorze”) fra mellemkrigsperioden er også fyldigt gennemgået, ligeså den polsk-litauiske personalunion. I dag forbindes ”Centraleuropa” et langt stykke med Visegrad-landene Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn – med koblinger til Østrig og Sydøsteuropa (Slovenien og Kroatien).

Historiske traumer har præget den politiske debat om Centraleuropa, det være sig i Polen ”Targowica”, i Tjekkoslovakiet München-forræderiet i 1938 og i Ungarn Trianon-aftalen i 1920.

Som beskrevet (side 116) er Targowica den by, hvor polske ”forrædere” i 1792 indgik en aftale med Katarina den Store, der åbnede vejen for Ruslands invasion af Polen og Polens anden deling. Også fredsforhandlingerne efter 1. verdenskrig og Wodrow Wilson’s 14 punkter er grundigt gennemgået. Som sagt allerede dengang (af Clemenceau) var –  og er – det lettere at skabe krig end fred. Den påstand passer fint på i dag, tænk fx blot på Ukraine. Fredsslutningen og grænsedragningerne efter 1. verdenskrig og oprettelsen af Folkeforbundet skabte som bekendt ikke varig fred, tværtimod. 20 år efter fik vi 2. verdenskrig, og efter 2. verdenskrig fik vi Jalta og Europas deling. Ikke mærkeligt at landene i Øst markerer historiske ”jubilæer”, senest 100 året for deres oprettelse, hvilket omtales i bogen på side 200. At diskutere ”Centraleuropa” var under kommunismen stort set forbeholdt dissidenterne, emnet var tabubelagt og derfor mest debatteret blandt dissidenter og intellektuelle i eksil.

For så vidt angår Centraleuropa i dag koncentrer Termansen sig om forholdene i Polen og Ungarn, Europas ”problembørn”. Slovakiet og Tjekkiet, synes jeg, burde have fortjent mere omtale. Polen og Ungarn praktiserer hver på deres måde det ”illiberale” demokrati, Tjekkiet og Slovakiet er lige nu politisk ustabile, ligesom en del andre lande rundt om i Europa, herunder Frankrig, er ramt af ”politics of mass demonstrations”, men de kan ikke kaldes ”illiberale” i polsk og ungarsk forstand.

Vi må naturligvis forstå, hvorfor Polen og Ungarn ikke har liberalt demokrati som vi (indtil nu) har kendt det i det ”gamle Europa”. ”Moral framing”, blot at fordømme og ukritisk forsvare ”liberalt status quo”, er udbredt, men er i min egen optik en forkert tilgang. Termansen er i bogen inde på problematikken. Formanden for ALDE, den liberale gruppe i Europaparlamentet, har hørt til de mest åbenmundede kritikere, og han bliver også citeret flere gange i bogen (fx side 28 f.). Vi kender jo også kommentatorer, der i en eller anden udstrækning sidestiller ”orbánisme” med fascisme og putinisme. Faktum er, at Fidesz alene får omkring 50 pct. af stemmerne ved valgene, ved Europaparlamentsvalget opnåede Lov og Retfærdighedspartiet hele 45 pct. Oppositionen i Polen og Ungarn gør jo ikke deres hjemmearbejde godt nok. Selvransagelse i det politiske ”mainstream” er derfor også tiltrængt. Det tema synes jeg kunne have fyldt mere, men Termansen skriver rigtigt (på side 204), at det ikke er så underligt, at Centraleuropa hele tiden er på vagt over for ”imperiale tendenser” fra EU-side og vogter nidkært over hellige begreber som ”frihed”, ”suverænitet” og ”uafhængighed” og opretholdelse af nationalstaten, det der kommer nærmest et ”staternes Europa”.

Visse passager i bogen ville jeg selv formuleret anderledes. Ferenc Gyurczány kan vel ikke kaldes ”socialisternes partileder” (side 164), da han brød med Socialistpartiet og oprettede sit eget parti, Demokratisk Koalition. At kalde Orbán Ruslands allierede (side 165) er vel at gå lovlig langt. Lige nu hælder Orbán mere mod Trump end mod Putin. Ungarn er jo ikke alene i EU om kritikken af sanktionerne mod Rusland og ønsket om et nyt mere ”forretningsmæssigt” forhold til Rusland og Kina. Landene i øst får sikkert færre penge i EU’s kommende budget for 2020-27 får færre penge, men frafaldet af Storbritanniens bidrag kan jo i princippet kompenseres via større medlemsbidrag. Det er rigtigt (side 179), at oprettelsen i sin tid af Borgerplatformen og Lov og Retfærdighedspartiet var forbundet med skandalen (en større medieskandale) i den SLD-ledede regering, men vigtigst i hvert fald for Lov og Retfærdighedspartiet var ophøret af højrekoalitionen AWS, der havde styret Polen i årene før. Det skabte det tomrum, som brødrene Kaczynski-brødrene dygtigt forstod at udnytte.

Vibe Termansen, Kampen om Centraleuropa, Gads forlag, 2019, 216 sider, ISBN: 978-87-12-05894-6

Share This