Anmeldelse: En picnic i vejkanten

Af Jens Geisler

Sovjetisk science-fiction krydset med et klassisk amerikansk forbrydermiljø; rumvæsener og sortbørsens smuglere & hælere i skøn forening. Enig; det let lyder specielt, og beskrivelsen af livet i skyggen af et besøg fra Det Ydre Rum resulterer da også i en særegen og underholdende læseoplevelse. 

Det hele foregår i Harmont, en lille provinsby i Canada, nær en såkaldt ”Besøgelseszone”. Der er seks sådanne zoner på Jorden, bevogtet af lokalt politi og FN-styrker, hvor rumvæsener har aflagt besøg. Inde i zonerne befinder sig diverse genstande, som rumvæsenerne efterlod sig. De er stærkt eftertragtede pga. deres både overlegne og mystiske teknologi, der kan udnyttes til fx energi. Det giver grobund for et sort marked, som smuglere, kaldet ”stalkers”, forsøger at mætte med livet som indsats.   

Ingen ved hvem rumvæsenerne var, hvor de kom fra, hvad de ville, og hvor de siden tog hen. Trods deres absolutte fravær, er det fascinerende, så stærk en tilstedeværelse, forfatterne brdr. Strugatskij formår at give dem. Gennem hovedpersonen, Redrick Schuhart, laborant ved Instituttet for Kulturer i det Ydre Rum, som gentagne gange bevæger sig ind i Zonen, bliver man dog gradvist klogere på forholdene dér. Heldigvis uden at mystikken af den årsag mindskes. Udenfor Zonen foregår handlingen i et halvsnusket miljø af barer og værtshuse, hvor vi møder smuglere og hælere med øgenavne som Gribben, Gnaveren og Ben-Haley Braktud. Naturligvis, fristes man til at sige, flankeres de af en bedårende femme fatale af en hælers datter, Dina Burbridge. 

Et univers, der virker ganske velkendt fra klassiske amerikanske kriminalromaner- og film. Romanen er tilmed krydret med en lige så klassisk flugtscene, brugt i utallige film, hvor Redrick stikker af fra politiet gennem en kælder, ud i en baggård gennem flagrende vasketøj, og videre ud i gaden, hvor han gemmer sig i et optog. Kontrasten mellem det velkendte og det absolut ukendte, som man konstant pendulerer mellem, er et andet fascinerende element i romanen. Desværre byder det kriminelle hæler/smuglermiljø  dog ikke på den spænding og atmosfære, som man kunne håbe på, da beskrivelsen af miljø og personer er lidt flad og langsommelig.     

Derimod er der nerve og knugende stemning, når Redrick på ny begiver sig ind i Zonen. Dødelige farer lurer overalt, bl.a. usynlige tyngdefelter, der maser alt der kommer ind i dem ihjel eller i stykker. Kun dygtige ”stalkere” formår at undgå farerne (de andre er døde). Man stifter også bekendtskab med ”summere”, ”skaller”, ”sorte dråber” og ”raslende servietter” m.v., som rumvæsenerne efterlod sig. Mystikken om dem bevares intakt, selvom man ikke lades i tvivl om deres overjordiske teknologi. Uhygge kan tillige føjes til mystikken, når man hen ad vejen hører om, hvad der minder om stråleskader hos de, der har været i Zonen og deres nære, samt om genopstandne døde! 

Nej, fantasien, som er fængslende og overbevisende gennemført, fejler bestemt ikke noget. Det til trods, så river eller flår handlingen ikke i en, og det er ej heller en neglebider a la fx Dan Brown. I sit eget tempo dukker romanens pointe eller spørgsmål op, jf. titlen, hvor man præsenteres for den finurlige og tankevækkende idé, om menneskeheden mon blot var som myrer på en rasteplads, der overhovedet ikke blev ænset af gæsterne fra rummet? Se, dét er en herligt skæv vinkel på menneskelig og fremmed fælles tilstedeværelse i universet.  

Så, en stor tak til det unge forlag Kosmos, der fokuserer på ikke-engelsksproget science-fiction. Med denne science fiction-roman, som vist kun er forlagets anden udgivelse (ser frem til også at læse den første, venligt doneret af forlaget), har man med held hentet en anderledes fortælling frem fra 1972 og det forgangne Sovjetunionen. Med det in mente kan man givet tolke en politisk kritik ind i plottet; man kan også blot nyde romanens usædvanlighed og pointe i sig selv. Og måske gribe sig selv i at spekulere på, om det mon egentlig er så langt ude?   

En picnic i vejkanten, Arkadij & Boris Strugatskij, Forlaget Kosmos 2019 (opr. 1972), overs. fra russisk v. Lotte Jansen