Ad

Anmeldelse: Egon Hostovsky: Skjul

Af Jens Geisler

Smag og behag er jo forskellig, og Egon Hostovskys lille roman, Skjul, er måske ikke for de læsere, der ønsker en fortælling med en ydre handling, der skrider frem i et rask tempo. Men kan man acceptere, at der dvæles ved sindets liv og tankeverden, som her får lov til at udfolde sig i langt tilbageskuende blik, så får man klaustrofobisk stemning og intens atmosfære til den helt store guldmedalje.  

Handlingen begynder i tiden, hvor mørke skyer der skulle blive til 2. Verdenskrig vokser sig større og større. Hovedpersonen er en ingeniør, der arbejder på en ny type bombesigte, som følger sin kærlighed til Paris.

Da tyskerne invaderer Frankrig i 1940 må han gå i skjul. Det er, som titlen røber, beskrivelsen af det hengemte liv i skjul, der er i fokus, og dér at guldet ligger. For hovedpersonens mentale og følelsesmæssige liv blotlægges så klart, at det nærmest er som om, en film forevises for ens øjne.

Og det er bestemt ikke en lystfilm, da livet i isolation ikke just er en dans på roser, præget som det er af ensomhed og afsavn. Stemningerne virrer, flygtige som sommerfugle, kaotisk rundt i hovedet på hovedpersonen, der skiftevis er håbefuld, desperat, opstemt, nedtrykt, og observerende og reflekterende. Særligt den stærke beskrivelse af følelsen af fremmedgørelse, at være ukendt og alene midt i den pulserende by, Paris, hvor livet leves ubekymret og lystigt på beværtningerne og spisestederne, gør indtryk.

Det gør sproget også, som er en fornøjelse i sig selv. Det er både ligefremt og forståeligt, men også levende og malerisk: ”Men en dag stod tvivlen foran mig, og kunne ikke jages væk. Tyskerne angreb Frankrig, og Frankrig var ved at falde. Frygt begyndte at gnave i Paris’ knogler, og sikkert knoglerne af hele Europa. Dommedagens terror var brændt ind i øjnene på millioner. Alle og enhver søgte et alibi, alle og enhver i min imaginære ventesal skyndte sig mod en udgang, der ikke eksisterede. I mængden glimtede også knive. Red jer, hvem der kan! Blodige lænker var revet over, de ugudelige begyndte at bede, og de gudelige begyndte at stjæle og forråde.”

Så fermt kan stemningen i det nederlagstruede Frankrig fremmanes, hvor krigen snart skulle vende op og ned på normalt og unormalt, hvor menneskers samvittighed kom på prøve, og nogle ikke bestod. Krigens tunge skygge vejer tungt bogen igennem, hvilket giver Skjul en dragende noir-stemning (ja, nogle vil måske kalde den deprimerende), ikke mindst i den sidste tids skjul, der foregår i et lille, fugtigt og mørkt kælderrum. Stemningen understreges af det nøgterne sprog, uden svulstighed eller store udsving, og som kan minde lidt om en anden berømt tjekke, Kafka, hvilket er fornemt selskab. En overraskende drejning afslutter historien, hvilket blot øger det gode indtryk.

Bogen er klart præget af, at den udkom i 1943, midt under krigen. Først på tjekkisk (Úkryt), siden på engelsk i 1945 (Hideout). Forfatteren, redaktøren og journalisten Hostovsky (1908-1973) var pga. sin jødiske baggrund flygtet fra nazisterne til New York, hvor han fik arbejde på det tjekkoslovakiske konsulat. Forfatterskabet strækker sig dog tilbage til 1926 og omfatter en lang række udgivelser, hvoraf de fleste dog ikke findes på hverken engelsk eller dansk. Forlaget Silkefyrets danske udgivelse er derfor velkomment, og øger fortjent kendskabet til Hostovsky. Skjul er en lille mørk perle, der giver lyst til mere fra forfatterens hånd.

Skjul, Egon Hostovsky, Forlaget Silkefyret 2019, red. Allan Lillelund Andersen/Lada Halounová, overs. til dansk af Jonas Suchanek