Anerkender Jeppe Kofod og medierne ikke EU Kommissionen?

Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod spreder ifølge Peter Szijjárto fake news Foto: U.S.Department of state

Af Ota Tiefenböck

Debat: Ungarn har lige siden landets vedtagelse af den såkaldte bemyndigelseslov været i modvind i Vesteuropa. Politikerne, medierne og diverse eksperter stemplede straks efter vedtagelsen af loven Ungarn som et diktatur og landets premierminister Viktor Orbán som landets autokratiske leder, som nu vil styre landet på en måde, verden kun kender til i Centralasien eller Nordkorea.

Eksperterne var ganske sikre: Parlamentet i Ungarn var nedlagt, Orbán vil styre landet per dekret og måske ikke længere afholde et demokratisk valg i landet. EU skulle handle og ikke acceptere Orbáns bøjning af demokratiet. Det var nu ikke helt korrekt.

Det ungarske tiltag mod coronavirus vakte naturligvis også opmærksomhed hos EU Kommissionen i Bruxelles, og det varede ikke længe, at kommissionens næstformand Vera Jourova kom på besøg i Budapest. Jourova konstaterede under sit besøg, at Ungarns bemyndigelseslov faktisk er i overensstemmelse med europæisk lovgivning. Det samme blev bekræftet senere af Europa Kommissionen

Her kunne historien sådan set slutte, og i sådan en situation, ville det være passende, at de politikere, medierne og kommentatorerne, som kritiserede den ungarske bemyndigelseslov gav utryk for deres overraskelse, uenighed eller blot tog stilling til EU Kommissionens beslutning. Eller, hvis ikke andet, blot blev stille. Det er dog ikke tilfældet. 

Historien fortsætter ufortrødent videre med uformindsket kraft. Medierne bringer fortsat historier om Ungarns bemyndigelseslov, kommentatorerne, også de EU begejstrede, og eksperterne, bringer fortsat historier om den autokratiske Orbán, uden at nævne EU Kommissionens blåstempling af Ungarns bemyndigelseslov med et ord.

Tirsdag i P1 Orientering kom også Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod med en jævn strøm af forudsigelige floskler om Ungarn, der ikke overholder de grundlæggende demokratiske regler, som er grundlaget for EU vores demokrati er baseret på osv. osv,……………………………………

Hvad skal man egentlig synes om det? Formentlig, at Danmarks udenrigsminister, medierne og eksperterne, som i deres kritik af Ungarn især peger på, at landet ikke overholder aftalerne i EU, selv har store problemer med beslutningsproceserne i EU. EU Kommissionen er nemlig ansvarlig for at opretholde EU-traktater og administrere den daglige drift af EU, og når kommissionen blåstempler den ungarske lov, burde det være bevis nok til, at Ungarns bemyndigelseslov er orden.

Manglende anerkendelse af Kommissionens blåstempling af Ungarns bemyndigelseslov kan derfor ikke betragtes som andet end foragt for det selvsamme EU og demokrati, kritikerne hylder og vil beskytte. Eller kan man på den ene side forlange, at EU principper skal overholdes og på den anden ikke anerkende en af EU`s vigtigste organers beslutning?

P.S. Artiklens skribent har lært, at holdninger der adskiller sig fra den mainstream der præger de danske medier ofte resulterer i diverse beskyldninger og ønsker derfor at understrege, at ovenstående indlæg ikke er et forsvar af Viktor Orbán. Der er en del at kritisere i Ungarn. Det er derimod et forsøg på at nuancere den ensrettede og mangelfulde dækning af Ungarn.

Share This