Abort (næsten) helt forbudt i Polen fra dette øjeblik

Foto: Olek Remesz

Af Michael Hardenfelt

Polen: Forfatningsdomstolen har i dag afsagt en dom i spørgsmålet om abortlovgivningen, som indtil nu har tilladt abort i tilfælde af trussel mod moderens liv, seksualforbrydelse eller uafvendeligt skadet foster. Det er denne sidste undtagelse, som nu falder væk, hvilket i praksis fjerner abort fra polsk lovgivning. Sidste år blev der gennemført 1100 lovlige aborter i Polen, hvoraf kun 26 drejede sig om seksualforbrydelse eller trussel mod moderens liv.

Emnet er en varm kartoffel, som regeringspartiet gerne ville undgå. Op mod 70% af befolkningen er modstandere af en skærpelse af loven, og folk (især kvinder) går normalt på gaden i meget store mængder, når forslaget kommer op. Forslaget har tidligere været i Forfatningsdomstolen, men her bortfaldt det, fordi domstolen ikke havde tid til at behandle sagen inden sidste parlamentsvalg (det betyder, at partiformand Karczynski gav ordre til at smøle med behandlingen), men regeringen har nu siddet så længe, at de formodentligt er presset af deres kirketro støtter, til at gøre noget. I den katolske kirke betragtes abort som drab på et levende menneske, og anses som sådan altid for fuldstændig uacceptabelt.

Det kan også have spillet ind, at coronasituationen gør det meget vanskeligt at organisere store protester. I kraft af at det er en domstolsbeslutning er ændringen stort set uafvendelig, i hvert fald de næste 10-15 år, og man satser vel på, at folket vil vænne sig til den nye situation. 

Der er fortsat mulighed for mod betaling at få foretaget abort i Polens nabolande, og der eksisterer også en stor industri af illegale aborter i selve Polen.

Share This