45 års guldtørke ved EM, om østeuropæisk landholdsfodbolds storhed og fald – del 2

Af sociolog Knud Larsen

STAGNATIONEN (1980-1988)

Øst- og Centraleuropa: Tager man denne tese for pålydende bliver det dog åbenbart at de pågældende sportssociologer i stigende grad får et forklaringsproblem efter slutrunden i 1976, idet der indtræffer et voldsomt dyk i formkurven. Andelen af østlande der formår at kvalificere sig til slutrunderne i 1980, 1984 og 1988 falder således til et markant lavere niveau (Se Figur 1) og de kvalificerede holds præstationer kan langt fra måle sig med den forudgående periodes triumfer (Se Figur 2).  

Samlet set udgør de østeuropæiske landshold kun 17 procent af de deltagende hold i disse tre slutrunder: et enkelt hold i 1980, to hold i 1984 og igen kun et enkelt hold i 1988. Dette svarer til at kun 15 procent af de østeuropæiske UEFA-medlemslande formår at kvalificere sig – langt under halvdelen af andelen i den forudgående periode. 

Desuden scorer de kvalificerede hold fra østblokken tilsammen kun 14 procent af de mulige placeringspoint disse tre slutrunder, altså lige godt en fjerdedel af de 54 procent de opnåede i perioden 1960-76. 

Ud over en bronzemedalje til Tjekkoslovakiet i 1980 (i øvrigt det sidste år man spillede om den i EM-sammenhæng) vinder Sovjetunionen sølv i 1988 efter et klart 0-2 finalenederlag til Holland, hvilket skulle vise sig at blive den engang så mægtige fodboldnations svanesang på den europæiske fodboldarena. 

Den nærliggende forklaring: at det er den generelle økonomiske, teknologiske og kulturelle stagnation som i stigende grad prægede østbloklandenes udvikling i årene fra midten af 1970-erne og frem til sammenbruddet I 1989/91 som også aftegner sig i det faldende sportslige output, bliver dog – utvivlsomt af indlysende politiske grunde – aldrig adresseret i datidens sportssociologiske analyser.

NYE TIDER (1992-2016/20)

De der troede, at de østeuropæiske fodboldlandshold sportslige præstationer nærmest per automatik ville forbedre sig markant med overgangen til en kapitalistisk markedsøkonomi i forbindelse med ”systemskiftet” i 1989/91, må dog være blevet slemt skuffede over den faktiske udvikling siden da.

Ganske vist er andelen af østeuropæiske hold der har formået at kvalificere sig til slutrunderne steget i forhold til stagnationsårene (se Figur1). De udgør således i gennemsnit 31 procent af alle de kvalificerede hold. Dette skal dog ses på baggrund af at antallet af deltagere i slutrunderne gradvist er øget væsentligt: fra 8 hold i 1992 til hele 24 i dag og at der i kraft af opløsningen af Sovjetunionen, Jugoslavien og Tjekkoslovakiet er kommet langt flere østeuropæiske fodboldnationer. I 2021 har UEFA således i alt 55 medlemslande, hvoraf de 25 – svarende til 45 procent – geografisk er placeret øst for det tidligere jerntæppe. Samlet set er det lykkedes for 23 procent af de østeuropæiske medlemslande at kvalificere sig – hvilket er et noget højere niveau end i stagnationsårene, men kun godt halvdelen af niveauet blandt de vesteuropæiske medlemslande (41 procent). 

Til gengæld er præstationsniveauet blandt de østeuropæiske landshold som har deltaget i slutrunderne frem til om med 2016 dårligere end nogensinde tidligere (se Figur 2). 

Groft taget har der været tale om hen ved 30 års konstant ørkenvandring kun afbrudt af enkelte ”oaser” i form af  en sølvmedalje i 1996 samt to tabte semifinaler i hhv. 2004 og 2008. I 1996 lykkedes det således for den såkaldte ”gyldne generation” af tjekkiske spillere: Nedved, Poborsky, Berger m.fl. at nå finalen, hvor de dog tabte til Tyskland på Golden Goal afgørelse i den forlængede spilletid. Desuden udmærkede Tjekkiet sig igen i 2004 ved at nå semifinalen som de dog taber, og det samme er tilfældet for Rusland i 2008. Siden da er det ikke lykkes for de østeuropæiske landshold at nå længere end til kvartfinalerne (Tjekkiet 2012, Polen 2016).  

Samlet set formår de østeuropæiske landshold således kun at vinde 8 procent af de mulige placeringspoint i perioden fra 1992 til 2016 – hvilket svarer til godt halvdelen af pointhøsten i ”stagnationsårene” og til en syvendedel af niveauet i ”guldalderen”.

TIL den marxistiske sportssociologis tese er der på den baggrund kun at sige, at der åbenbart ikke eksisterer nogen simpel sammenhæng mellem generelle samfundsmæssige strukturer og sportslige toppræstationer. Nyere forskning i sammenhængen viser da også at der gør sig betydeligt mere komplekse forhold og betingelser gældende, idet en lang række forskellige faktorer spiller en væsentlig rolle for etableringen og vedligeholdelsen af højproduktive sportslige miljøer. At Danmark pt. er placeret som nummer 10 på FIFAs verdensrangliste kan således ikke alen forklares med at vi er et rigt, markedsøkonomisk samfund. Det samme er jo også tilfældet for fx Sverige, Norge og Island såvel som for en række andre øst- og vesteuropæiske lande, uden at de af den grund har nået helt samme fodboldmæssige højder som Danmark. En nærmere beskrivelse og analyse af sådanne vilkår og betingelser vil dog føre alt for vidt i nærværende sammenhæng.

Hvorom alting er, bliver det bliver dog næppe i den forestående 2020-slutrunde at de østeuropæiske fodboldfans får stillet guldtørsten. Hos de store betting firmaer er det således først på favoritranglistens 10-ende plads at man finder det østeuropæiske hold som tillægges størst vinderchance, nemlig Kroatien – VM-sølvvinderne fra 2018 – der giver pengene 33 gange igen hvis de vinder. En del længere nede på listen giver tidligere storhold som Rusland og Tjekkiet pengene igen henholdsvis 100 og 150 gange. Til sammenligning tilbyder bookmakerne kun odds 1:28 på at Danmark vinder. 

Men der er trods alt tale om fodbold hvor alt i princippet kan ske. Hvem havde på forhånd troet at Danmark ville vinde i 1992 og Grækenland i 2004. Så det er først når slutfløjtet har lydt for finalekampen på Wembley Stadium d. 11 juli, at det med sikkerhed er afgjort om det efter 45 års guldtørke endelig igen er anføreren for et østeuropæisk landshold der i triumf  kan løfte EM-pokalen op mod Londons stjernehimmel.