45 års guldtørke ved EM, om østeuropæisk landholdsfodbolds storhed og fald – del 1

Af sociolog Knud Larsen

Øst- og Centraleuropa: Om få dage sparkes EM 2020 fodboldslutrunden for herrelandshold i gang efter et helt års udsættelse pga. Coronaen. Fra den 11. juni  og en måned frem skal der spilles i alt 51 fodboldkampe inden vinderen af den 16. UEFA-slutrunde kan kåres på Wembley Stadium i London. 

Der er tale om en jubilæumsturnering, idet det i 2020 var 60 år siden at UEFA i 1960 afholdt det første europæiske mesterskab for fodboldlandshold. Samtidig er det i disse år tredive år siden at de historiske omvæltninger af ”østblokkens” økonomiske og politiske systemer fandt sted. Der er dermed en god anledning til et historisk tilbageblik på hvordan øst- og centraleuropæisk landsholdsfodbold  har klaret sig i perioden herunder ikke mindst at belyse hvilke konsekvenser den såkaldt ”reale socialismes” sammenbrud i 1989/91 og fragmenteringen af Sovjetunionen, Jugoslavien og Tjekkoslovakiet i en række nye selvstændige nationalstater har haft for de pågældende landes fodboldmæssige præstationer i EM-sammenhæng.

Til at belyse dette benyttes to indikatorer. For det første en opgørelse over hvor stor en andel af de kvalificerede lande til de enkelte slutrunder, der stammer fra henholdsvis Øst- og Vesteuropa (se Figur 1).

Som skillelinje mellem øst og vest anvendes ”jerntæppets” geografiske placering, dvs. den tidligere landegrænse mellem ”blokkene”, idet Jugoslavien og Albanien medregnes til østblokken selv om de ikke i streng forstand var en integreret del af den Sovjetdominerede sfære. 

For det andet en opgørelse over hvor stor en andel af ”placeringspointene” de to grupper af lande hver især har opnået ved slutrunderne (se Figur 2). Pointene er opgjort ud fra de respektive landes slutplacering, hvor guld giver 3 point, sølv 2 point, og 3. og 4. pladsen hver et point.

EM-turneringen er siden opstarten i 1960 blevet afviklet regelmæssigt hvert fjerde år – med undtagelse af 2020 slutrunden der pga. pandemien blev udskudt til i år. Da såvel formatet som antallet af slutrundedeltagere er blevet ændret flere gange undervejs, er en sådan sammenligning over årene selvfølgelig kun mulig med visse forbehold. De første fem EM-turneringer, dvs. fra 1960 og frem til og med 1976, var organiseret som en kombination af kvalifikationsgrupper og play-off kampe, hvor kun de fire bedste hold deltog i selve slutrunden. Af hensyn til den statistiske sammenlignelighed medregnes alle de 8 landshold der spillede de afsluttende play-off kampe dog som slutspilsdeltagere i de pågældende år. I slutrunderne fra 1980 og frem til og med 1992 var antallet af deltagere øget til 8 hold. Fra 1996 til 2012 var der 16 slutrundedeltagere, mens antallet i 2016 og nu igen i 2020-turneringen er udvidet yderligere til hele 24 hold.

På baggrund af bevægelserne i de to anvendte indikatorer bliver det tydeligt, at østeuropæisk landsholdsfodbolds hidtidige EM-historie er karakteriseret ved tre distinkte faser: ”Guldalderen” fra 1960 og frem til og med 1976. ”Stagnationen” fra 1980 og frem til 1988. Og endelig ”Nye tider”, der dækker hele perioden fra 1992 – hvor den første slutrunder efter ”systemskiftet” i 1989/91 blev afviklet – og frem til i dag.

GULDALDEREN (1960-1976)

I de første fem slutrunder fra 1960 og frem til 1976 klarede østbloklandene sig som helhed fantastisk godt. De var væsentlig dygtigere til at kvalificere sig end de vesteuropæiske lande. Selv om de i de år kun udgjorde 27 procent af UEFAs medlemslande, tegnede de sig for 43 procent af de hold der kvalificerede sig til slutrunderne. Til sammenligning stod de vesteuropæiske lande, som udgjorde 73 procent af UEFAs medlemmer, altså kun for 57 procent af de kvalificerede hold (se Figur 1).

De østeuropæiske slutrundedeltagere præsterede samtidig i denne periode på et niveau, som efter alt at dømme aldrig kommer til at gentage sig. De vandt således tilsammen hele 54 procent af placeringspointene selv om de som nævnt kun udgjorde 43 procent af deltagerne (se Figur 2).

Især ved den første EM-slutrunde i Frankrig i 1960 udmærker østbloklandene sig, idet de nærmest gør rent bord: Guld til Sovjet, Sølv til Jugoslavien og bronze til Tjekkoslovakiet, mens værtslandet Frankrig på hjemmebanen måtte lade sig nøje med fjerdepladsen. 

Tjekkoslovakiets landshold som vandt bronze ved EM i Frankrig 1960

Men også i de fire følgende slutrunder præsterer østbloklandene generelt over forventning. Ud over endnu en guldmedalje som Tjekkoslovakiet vandt i 1976,  blev det til yderligere tre sølvmedaljer, en bronzemedalje og tre 4. -pladser.

På baggrund af disse iøjnefaldende fodboldmæssige præstationer kan det derfor ikke undre at der blandt østblokkens marxistiske sportssociologer (fx A. Wohl) i de år blev formuleret en central tese om sammenhængen mellem elitesport og samfund ifølge hvilken et givet lands ”sportslige produktivitet”: dvs. resultater i internationale sportskonkurrencer – herunder fodbold – kunne tolkes som en indikator for hvor højt et socio-økonomisk og socio-kulturelt niveau det pågældende land befinder sig på. I selvforståelsen blev de østeuropæiske landes iøjnefaldende præstationer på fodboldbanerne i denne periode, følgelig udlagt som bevis på det socialistiske samfundssystems overlegne position vis-á-vis de vestlige landes kapitalisme. (Artiklens anden del kommer mandag)

Share This