Ad

40 år gammel strid mellem Danmark og Polen er slut- vejen er nu banet for ”Baltic Pipe”, håber polakkerne

Baltic Pipe Foto: Lemiel

Afren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen/Danmark: Med det polske parlaments godkendelse sidst i februar af aftalen mellem Polen og Danmark om grænsedragningen til havs omkring Bornholm afsluttes en 40 år gammel strid mellem Danmark og Polen. Striden om grænsedragningen har varet helt tilbage til tiden, da Edward Gierek var kommunistisk leder, og den har varet lige siden. Danmark opnår via aftalen 80 pct. af det omdiskuterede sø-territorium på i alt 3.600 km2, deraf går kun 720 km2 til Polen. Så på papiret er det en god aftale for Danmark. Linjeføringen følger det såkaldte medianprincip, som ofte bliver benyttet.

Der har, fortæller polske medier, været en modstand mod aftalen i det ledende oppositionsparti, Borgerplatformen, der efter nogen tøven valgte ikke at stemme for denne aftale. Aftalen om afgrænsningen af sø-territoriet blev dog vedtaget med er komfortabelt flertal i parlamentet, Sejmen, 280 stemte for og 142 imod.

Aftalen er et nederlag for polsk diplomati, mente Borgerplatformens talsmand Piotr Wawrzyk. At den polske regering er gået med til aftalen, skyldes uden tvivl, at Danmark ligesom Polen er gået imod den tysk-russiske gasledning Northstream II og kræver ledningsføringen ændret. Nok så vigtigt er, at aftalen kan bane vejen for anlæg af ”Baltic Pipe” ledningen via Østersøen og tværs over Danmark til de norske felter.

Den aftale blev godkendt næsten enstemmigt i parlamentet, med 428 stemmer ud af 431. ”Batic Pipe” sikrer Polen import af norsk gas via en gasledning under Østersøen og går derefter nedgravet på tværs over Danmark og til Norge. Det er fra dansk side Energinet der står for projektets gennemførelse. Ledningsføringen har helt naturligt vakt protester fra borgere og politikere i de kommuner i Danmark, som gasledningen skal passere.

”Baltic Pipe” er ønsket af den polske regering for at undgå nye gaskøb i Rusland. Tidligere regeringer i Polen har diskuteret en forbindelse til de norske felter, men har fundet den ledningsføring urentabel og har i stedet købt gassen i Rusland. Den kontrakt er ved at udløbe, og Polen og Rusland har ikke kunnet enes om prisen. Dette er den væsentligste årsag til, at interessen for ”Baltic Pipe” igen er blusset om fra polsk side. Geopolitik spiller en rolle, men Polen er over de seneste år ikke veget tilbage for at importere stigende mængder olie og kul fra Rusland. Polen køber derudover stigende mængder flydende gas (LNG) fra USA og Mellemøsten. Dertil kommer planer om at opføre de første polske atomkraftværker fra 2030.

At ”Baltic Pipe” slet ikke har skabt samme debat i Danmark som ”Northstream II” kan undre, men årsagen til det er enkel nok. ”Northstream II” har en anden geopolitisk betydning, og det uanset at regeringen i Warszawa lige nu ikke er populær i EU-kredse, for at sige det mildt.  Polakkerne fører også på energiområdet ”Poland first” politik. Andre lande i øst har ikke samme frygt for Northstream II og har mig bekendt ikke officielt bedt om ”Baltic Pipe”. Tjekkerne har affundet sig med Northstream II, og den slovakiske modstand skyldtes primært frygt for tab af transitindtægter. Den frygt er mindsket, nu hvor det står klart, at der fortsat skal transporteres russisk gas via Ukraine.

Bulgarien og Ungarn satser begge på import af russisk gas via Southstream ledningen. Et tysk-russisk samarbejde har polakkerne altid været imod. Da Northstream I blev besluttet protesterede polakkerne også. Den daværende polske udenrigsminister Radoslaw Sikorski talte ligefrem om ny ”Molotov-Ribbentrop-pagt”. Men det forhindrede som sagt ikke Polen i at indgå aftaler om import af gas, olie og kul med russerne. Spørgsmålet er, om Polen på sigt vil få brug for ”Baltic Pipe”. Kan den betale sig? Det afhænger meget af prisen på den norske gas.

Importen af LNG i stærk vækst, der planlægges bygning af to nye atomkraftværker, og kul bliver fastholdt som energikilde uanset at netop kullet bidrager kraftigt til forurening og smog-problemer. Udbygningen af vedvarende energi, herunder vindkraft, er planlagt til at stige frem til 2030. Kan prisen på norsk gas konkurrere med disse alternative energikilder?

Brugen af vindenergi vil kunne vokse meget mere, hvis ikke regeringen fik vedtaget et totalt forbud mod vindmøller på land. Anti-vindmølle-lobbyen er, til de grønne organisationers store utilfredshed, meget stærkt organiseret i Polen, med god hjælp fra kullobbyen. Spørgsmålet er, om de vedtagne beskedne planer for vedvarende energi overhovedet vil kunne fastholdes. Det er der i hvert fald rejst tvivl om. Dertil skal tilføjes de endnu  ikke udnyttede muligheder for energibesparelser.