30 års uafhængighed har forbedret forholdet mellem de centralasiatiske lande

Et gadebillede af Tadsjikistans præsident Ramon i Dushanbe. Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Centralasien: Der var både smil og håndtryk, da præsidenterne for de 5 centralasiatiske lande. Kirgisistan, Kazachstan, Usbekistan, Turkmenistan og Tadjikistan afholdt topmøde i Awaza 6. august i år. Det skriver ”Radio Free Europe (RFE, 30.8.2021)”. Men det tog lang tid at få nå dertil.

Mødet var det 3. topmøde siden 1991. De forrige blev afholdt i Astana i 2018 og i Usbekistans hovedstad Tashkent i 2019. I de forudgående år blev der slet ikke afholdt fælles topmøder. Der skulle være afholdt et topmøde i 2020, men det blev udskudt pga. corona pandemien.

Sovjetunionen blev i sin tid formelt ophævet i kølvandet på aftalerne indgået den 8. december 1991, også kaldt ”Belovezha aftalerne” (”accords”).  Kazachstans leder Nursultan Nazarbajev var inviteret til mødet, men måtte udeblive for Kazachstans uafhængighedserklæring kom først 16. december, godt en uge efter Belovezha mødet. I kølvandet på mødet den 8. december blev der 13. december 1991 i Ashgabat, dengang kaldt Ashkhabad, blev der besluttet, efter pres fra Rusland, at oprette ”Sammenslutningen af uafhængige Stater”, også kaldt SNG, i engelsk forkortelse CIS.

Inden december møderne havde Sovjetunionen oplevet et regulært politisk drama i kølvandet på det mislykkede kupforsøg i august måned mod Gorbatjov. Den uventet hurtige uafhængighed skabte uundgåeligt udbredt politisk og økonomisk kaos i de nu selvstændige lande. Hyperinflation og svære problemer med energiforsyningen blev daglig kost, også de store underskud på de offentlige budgetter.

Kirgisistan var første land til at indføre egen valuta. Det skabte vrede i de andre centralasiatiske lande. Usbekistan besluttede således at standse naturgasleverancer til landet. De centralasiatiske lande kom i det hele taget til at opleve meget store økonomiske problemer i 1990erne. Det var også svært at lokke udenlandske investorer til. I Tadjikistan udbrød der ligefrem borgerkrig i 1992. Landet fik også problemer med de ydre grænser, især dem til Usbekistan.  Der var trods et forsøg på at indlede et nærmere samarbejde. Kazachstan, Kirgisistan og Usbekistan bidrog eksempelvis til at styrke de russiske fredsbevarende styrker, der var sendt til Kirgisistan. Kirgisistan, Kazachstan og Usbekistan oprettede en økonomisk union (i 1994). 

Præsidenterne mødtes flere gange for at befæste deres samarbejde. Men let var det ikke. Efter 1995, da FN anerkendte Turkmenistan som en neutral stat, standsede Turkmenistan næsten alt samarbejde med de andre centralasiatiske stater. På grund af internt kaos og borgerkrig var Tadjikistan reelt uden for samarbejdet, på engelsk kaldt ”Central Asian unity”. Først i marts måned 1998 fik Tadjikistan adgang til den centralasiatiske toldunion.

Efter starten på USA’s og NATO-landes krig i Afghanistan fik regionale institutioner som Shanghai organisationen for Samarbejde og den kollektive organisation for sikkerhed (CSTO) en voksende betydning. De centralasiatiske lande undgik ikke politisk terror.  Den første terroraktion fra den islamiske bevægelse i Usbekistan (IMU) skabte problemer, også landene imellem. Usbekistan eksempelvis mente, at IMU opererede fra Kirgisistan og lagde derfor landminer ud langs med grænsen til Kirgisistan for at beskytte sig selv. Men landminerne gik mest ud over civile, også efter at truslen fra IMU var afsluttet. Tadjikistan beskyldte Usbekistan for at stå bag et kupforsøg i landet i 1998.

Turkmenistan afstod fra at anklage Usbekistan formelt for at have stået bag et mordforsøg på landets præsident (Niazov) i 2002. Men der blev gennemført en nærmere politiundersøgelse, og Usbekistans ambassadør blev ”persona nok grata”. Tulipanrevolutionen i Kirgisistan i 2005, som fjernede præsident Akaev fra magten, blev i Vesten set som en sejr for demokratiet. Men følelserne var mere blandede i de andre centralasiatiske lande. At to præsidenter blev fjernet fra magten i Kirgisistan, i 2010 og 2020, skabte igen frygt for stabiliteten i Kirgisistan i de andre centralasiatiske lande. At Usbekistans præsident Karimov døde i 2016 skabte muligheder for et tættere mere positivt samarbejde. Karimov havde i hele sin præsidentperiode via sin problematiske adfærd skabt alvorlige problemer for samarbejdet landene imellem.

Efter hans død blev ”krigene” landene imellem færre. De seneste topmøder er udtryk for, at idéen om et tæt samarbejde de centralasiatiske lande imellem stadig lever. Alle problemer er ikke løst, eksempelvis grænsestridighederne mellem Kirgisistan og Tadjikistan. Turkmenistan er stadig noget af en ”outsider”. De fire andre lande kunne samarbejde ret tæt under COVID-19 pandemien. Men situationen er alt i alt blevet bedre. Den seneste udvikling i Afghanistan vil uundgåeligt styrke samarbejdet. Vi har i de senere år også været vidner til en del bilaterale møder på topplan. Grænserne er ikke helt åbne i dag, men i højere grad end for 20 år tilbage. Landminerne langs Usbekistans ydre grænser er væk. Alle landene har fejret 30 året for uafhængigheden, nationalt og i fællesskab.  

Share This