30 året for Blomsterbroen. -Rumæniens glemte ”Berlinmur”

Eiffel broen i Ungheni Foto: Andrei Corloteanu

Af Michael Christian Andersen

Rumænien/Moldova: Den 6. maj er 30 året for Blomsterbroen, på rumænsk Podul de Flori. Begivenheden der udspilede sig den 6. maj 1990, langs broerne over grænsefloden imellem Rumænien og Den Moldaviske Socialistiske Sovjetrepublik, markerede enden på omtrent 50 års adskillelse af de to rumænsktalende folk, på hver side af floden Prut. Et jerntæppe bag jerntæppet, som ikke var resultatet af konfrontationen imellem to konkurrerende ideologier, men snare baserede sig på den ubekvemme historiske situation, omkring selve spørgsmålet om eksistensen af et selvstændigt moldovisk folk, og om hvorvidt Moldova på væsentlige punkter, sprogligt, historisk og kulturelt adskilte sig fra rumænerne og Rumænien, hvorfor man fra Moskvas side forsøgte at begrænse kontakten imellem begge folk, i den socialistiske lejr. 

En begivenhed som i det store hele er gået i glemmebogen hos os i vesten, og som på mange måder druknede i den strøm af begivenheder som opstod i kølevandet på de folkelige revolutioner i 1989, men som for rumænere og moldovere stadig erindres som en væsentlig milepæl i landenes nyere historie. 

På denne dag, imellem klokken 13 og klokken 19 åbnes grænsen imellem Rumænien og den Moldaviske Sovjetrepublik. For første gang i hen ved 50 år, kunne rumænere og moldovere besøge hinanden uden pas og ikke mindst visum.  Det anslås at omkring 1,200,000 mennesker i alt, fra begge side krydsede grænsen på denne ene dag, langs de otte grænseovergange ved den 700 kilometer lange grænse. I scener der gav klare påmindelser om Berlinmurens spontane åbning et halvt års tid tidligere. Ved den største af grænseovergangene Ungheni-Ungheni, imellem de to byer af samme navn, krydsede 250.000 mennesker den berømte Eiffelbro til fods, i det korte tidsrum på 6 timer. I modsætning til Berlinmurens åbning, som i stor udstrækning beroede på en række tilfældigheder i forbindelse med forvirrende informationer under en pressebriefing, så var Blomsterbroen nøje planlagt imellem den første demokratiske rumænske regering og Sovjetunionen som på dette tidspunkt fortsat eksisterede. Folk fra begge sider havde medbragt blomster som de kastede i floden, disse blomster formede en symbolsk bro, imellem de to lande. Deraf navnet Podul de Flori -Blomsterbroen.

Imens eksempelvis de baltiske landes frihedskamp er særdeles godt dokumenteret, med senere forskning og adskillige bøger om emnet, så er den moldoviske ditto meget mangelfuld. Først for nyligt er man i Moldova begyndt at forske i hændelserne, i forbindelserne med landets løsrivelse. F.eks. er man først nu ved at klarlægge KGBs rolle, som faktisk til en vis grad støttede frihedsbevægelserne, i håb om at større frihed til de enkelte republikker, vil kunne sikre Sovjetunionens fortsatte eksistens.

Spørgsmålet om eksistensen af et moldovisk folk

Moldova har siden landets uafhængighed i 1991, ført en meget vaklende kurs imellem Moskva og Bukarest, mellem øst og vest.

Moldova er et multietnisk land. Den rumænsktalende majoritetsbefolkning udgør ca. 65%. Resten er en kalejdoskopisk sammensætning af ukrainere, russere, gagauzere (kristne tyrkere), romaer, jøder, bulgarer, armeniere med flere, som lever i bemærkelsesværdig fredelig sameksistens. Alle disse folk som bor i Republikken Moldova, er naturligvis moldovere.  Men den rumænsktalende majoritetsbefolkning har haft vanskeligheder ved at definere sig selv.

Den autonome region Gagauzia Foto: Ota Tiefenböck

Imens eksempelvis lettere, ukrainere og kasakhere efter 91, har forsøgt at definere deres kultur, i forhold russificeringen og sovjetiseringen af deres kultur, med spørgsmål som hvem var de væsentligste nationalhelte, forfattere og komponister der definere den nye nation? I forhold til den forlorne sovjetiske folklore? Etc. Så har der imidlertid aldrig været nogen tvivl om eksistensen af et lettisk, ukrainsk og kasakhisk folk. Moldova har som det eneste tidligere sovjetiske land, siden uafhængigheden haft en meget voldsom og vedvarende diskussion om eksistensen af selve folket og sproget. Er Moldoverne blot rumænere? Er Moldova blot en rumænsk provins, udsat for russificering og sovjetisk historieforfalskning? Er landet et decideret kunstigt produkt af Moskva-imperialismen? Eller findes moldoverne som et selvstændigt folk, med deres egen forhistorie? Et folk beslægtet med rumænerne, men med andre særtræk, som deraf naturligt berettiger et selvstændigt land? Nationalfølelse er en kompleks og abstrakt størrelse. En vedvarende opslidende diskussion har hersket i landet i 30 år, tilsyneladende helt uden ende.

Moldovas hovedstad Chisinau Foto: Ota Tiefenböck

50 års adskillelse

Som udgangspunkt kunne borgerne i de socialistiske lande i Warszawapagten som lå uden for Sovjetunionen, besøge hinanden visumfrit. Mens turistrejser fra de andre socialistiske lande til Sovjetunionen krævede visum. Hvilket ofte blev tildelt ansøgeren, dog med visse undtagelser. Borgere fra den Moldaviske Sovjetrepublik havde særligt vanskeligt ved at opnå udrejsetilladelse til Rumænien, imens eksempelvis et turistvisum til Bulgarien eller Ungarn var væsentligt lettere at opnå. Borgere fra Folkerepublikken Rumænien kunne få tilladelse til eksempelvis at besøge byerne Moskva, Kijev eller Leningrad, men ikke Kisjinjov/Chisinau eller andre byer i den Moldaviske Sovjetrepublik. Folk havde familie og venner på begge sider af floden Prut, som i mellemkrigstiden blot var en flod inde i Rumænien. Efter 1940 blev disse bånd i over 50 år kappet over.

Et gadebillede fra Chisinau fra parlamentsvalg i november 2014 Foto: Ota Tiefenböck

Det vil føre for vidt at gå dybere ind i argumenterne for og imod eksistensen af et særskilt moldovisk folk ud fra et historisk perspektiv, i denne artikel. Sikkert er det derimod at Moldova som historisk område (snare end den nuværende selvstændige stat) er én af de relativt løseligt definerede historiske rumænske provinser, der også blandt andet omfatter provinserne Transsylvanien, og Vallakiet. Ca. 2/3 dele af den historiske Moldova provins, findes indenfor det nuværende Moldovas grænser. En anden stor del af det historiske fyrstendømme Moldova eksistere fortsat i det nuværende Rumænien. 

Senere fra 1812 frem til 1918 hørte Moldova under det russiske Zar Imperium, som også omtaltes som Bessarabien. Fra 1918 frem til 1940 kom Moldova under det Rumænske Kongedømme. Som i den sovjetiske historieundervisning blev omtalt som den rumænske okkupation af Moldova.

Som et led i Molotov- Ribbentrop Pagten blev den østlige del af Rumænien annekteret af Sovjetunionen i 1940. Ud af dette landområde øst for floden Prut, oprettedes den Moldaviske Socialistiske Sovjetrepublik, indenfor Sovjetunionens grænser. 

Efter fredaftalen i Paris i 1947, anerkendte Rumænien, Sovjetunionens nye grænse og Moldovas indlemmelse i Sovjetunionen. Op igennem 50erne, forblev spørgsmålet om Moldova et regulært tabu i Folkerepublikken Rumænien.  Det diskuteredes meget sjældent politisk. Rumænske skolebøger fra denne periode berørte emnet overfladisk, og forklarede annekteringen ud fra sovjetunionens særlige internationalisme.   

I den Moldaviske Sovjetrepublik kultiveredes ideerne om et særligt moldovisk folk som adskilte sig fra Rumænien, historisk og kulturelt. Men også sprogligt. Rumænsk der skrives med det latinske alfabet, skulle nu skrives med et nyt tilpasset kyrillisk alfabet. Dette skrevne rumænske sprog baseret på kyrillisk, er rettelig moldovisk.  Sovjetiske lingvister hævdede helt pseudovidenskabeligt at dette sprog var et andet latinsk sprog, som eksisterede uafhængigt af det sprog som taltes i Rumænien. Upåagtet af det faktum at ”moldovisk” slet og ret var og er en dialekt af rumænsk, som afviger fra eksempelvis det rumænsk der tales i Transsylvanien, men som ikke afviger så meget fra det rumænsk som tales i den østlige del af Rumænien. Og at rumænere og moldovere uden problemer kan forstå hinanden. Amerikanere taler også ”amerikansk”, også med enkelte ægte amerikanske ord, men sproget er ikke desto mindre engelsk. 

Senere beyndte Nicolae Ceaușescu, at distancere Rumænien fra Sovjetunionen, mest kendt er nok at Ceaușescu i 1968 under Foråret i Prag, nægtede at lade det rumænske militær invadere Tjekkoslovakiet. Rumænien var det eneste land i   Warszawapagten som ikke adlød Moskvas ordre. Også i mange andre henseender førte Rumænien en bemærkelseværdig selvstændig politik. Dog var spørgsmålet om Moldova i Sovjetunionen stadig et meget ømtåleligt emne, som kun sjældent diskuteredes. En sjælden gang under en tale i centralkomiteen, citerede Ceaușescu, nogle noter af Freidrich Engels som kritiserede det ”uretfærdige” i Ruslands annektering af Moldova i 1812. 

I 1976 besøgte Ceaușescu sin moldaviske kollega i Chisinau, genrealsekretæren Ivan Bodiul, dette var det første officielle besøg af en højtstående rumænsk embedsmand. Men sådanne besøg var sjældne, og farlige emner diskuteredes aldrig. 

En ny nation fødes

Sovjetunionen ophørte med at eksistere den 26. december 1991, og Moldova blev anerkendt af FN som en selvstændig stat. Kort for inden var konflikten med Transdnestria brudt ud i lys luge. Den Moskva støttede, ikke internationalt anerkendte udbryderrepublik, er forblevet et mere eller mindre uløst problem op til i dag. Men situationen har opnået et stabilt og fredeligt leje. Et status quo. 

Parlamentsbygning i udbryderregionen Transdnjestr Foto: Ota Tiefenböck

Op igennem den sidste halvdel af 80erne, under parolerne om Perestrojka, Glasnost og Demokratizatsija, blev en moldovisk uafhængighedsbevægelse til en hvis grad støttet og opmuntret fra Moskva. Man regnede med og troede på at sovjetstaterne kunne få større autonomi, men at unionen fortsat kunne eksistere, i en revideret udgave. I den proces, vendte moldovisk-rumænsk tilbage til det latinske alfabet den 31. august 1989. I begyndelsen anvendtes en ældre rumænsk retstavning, men i de sidste 20 år, har der ingen forskel været på det skrevne sprog i de to lande. 

Den første tid af landets selvstændighed var en tid præget af stor usikkerhed omkring spørgsmålet om en genforening med nabolandet Rumænien. Rumænien var blevet udpint, under de sidste 10-15 år af Ceaușescus regime. I den henseende var Moldova i en betydeligt bedre forfatning hvad den fysiske infrastruktur angik. Den første tid er fyldt med nationale paradokser, hvor man på den ene side ønskede selvstændighed –måske, imens man anvendte stort set alle nabolandets nationale symboler. Det nye flag var den rumænske trikolore med et regionalt moldovisk våbenskjold i midten, hvis historiske oprindelse er noget usikker. Som nationalhymne valgtes Deșteaptă-te, române! –”Vågn op, Rumænere!” Den samme nationalmelodi som nabolandet Rumænien valgte efter den blodige rumænske revolution i 1989. Den nye møntfod Leu, (flertal Lei) bar samme navn som nabolandets, men var uafhængig af denne.    

Katedralen i Chisinau i Moldova Foto: Ota Tiefenböck

Det var tydelige indikationer på at nogle dengang havde betragtet den selvstændige stat Moldova, som en midlertidig konstruktion, indtil en genforening kunne blive en realitet. 

Moldovas første præsident, og tidligere medlem af det sovjetiske kommunistiske parti Mircea Snegur, rejste i August 1991, til Bukarest for at mødes med Rumæniens præsident Ion Ilescu, for at diskutere spørgsmålet om en genforening. Hvad der præcist blev diskuteret, ved kun de to tidligere præsidenter. I tiden umiddelbart efter, måske også som et resultat af den uløste konflikt i Transdniestria, og Mircea Snegurs konflikt med det rumænsksindede Frontul Popular din Moldova, på den ene side, og det selvstændighedsorienterede Agro-parti på den anden side. Hen imod parlamentsvalget i 1994 vælger Snegur side med Agro-Partiet og slår ind på en betydeligt mere selvstændig kurs. Hvilket i 1994 resulterer i en ny forfatning, som blandt andet nævner det officielle sprog som moldovisk, og ikke rumænsk, og endvidere stipulerer landets særlige selvstændige historie.  Moldova skal forblive selvstændigt. Ved samme lejlighed i 1994, vælges en ny nationalhymne, Limba noastră –Vort Sprog. Af komponisten Alexei Mateevici, teksten er på rumænsk og omhandler det nationale sprog, som kryptisk ikke bliver benævnt med noget navn. 

Rumæniens tidligere præsident Traian Basescu ved en demonstration for genforening i Chisinau Foto: FB

Det evige nationale spørgsmål

Moldovisk politik op igennem 90erne, kom til at handle om identitet og om eksistensen af et særskilt moldovisk folk. Om orientering mod Bukarest eller Moskva. Hvorimod de økonomiske spørgsmål, korruptionsbekæmpelse, og omstilling til markedsøkonomi syntes at få langt ringere plads end i de fleste andre tidligere socialistiske lande. I år 2000 var landets BNP per indbygger ca 30% af situationen i 1989. Intet andet land i den tidligere østblok oplevede en så kraftig økonomisk nedtur.  Sidenhen er det gået fremad, med generelt pæne vækstrater, dog fra et meget lavt udgangspunkt omkring årtusindskiftet. 

Valgplakat med Igor Dodon i Chisinau Foto: Ota Tiefenböck

Kampen om den nationale identitet forsætter ufortrødent, omend spørgsmål om økonomi, korruption, orientering imod Rusland eller EU, i dagens Moldova nok fylder væsentligt mere. 

Moldovas præsident Igor Dodon fra det russiskorienterede Socialistparti, hævdede sidste år under et pressemøde at han netop var hjemkommet fra en tur til Bruxelles ”hvor han fremførte sin tale på moldovisk”. Hans udtalelse medførte voldsomme diskussioner.  Sproget eksisterer ikke videnskabeligt set. Men den gamle diskussion stopper tilsyneladende aldrig.  

Share This