Den 21.august 1968 døde håbet om en mere retfærdig samfundsordning

Gaden Vinohradska, foran Tjekkiets Radio den 21.august 1968 Foto: CIA

Gaden Vinohradska, foran Tjekkiets Radio den 21.august 1968 Foto: CIA

Af Ota Tiefenböck

I dag er det 50 år siden, at Sovjetunionen sammen med Polen, Ungarn, Østtyskland og Bulgarien invaderede mit tidligere hjemland. Jeg var en lille dreng dengang og var på sommerferie hos min mormor i en lille by 35 kilometer fra Prag. Min mormor vækkede mig klokken fem om morgen. “Russerne er her”, sagde hun, mens store tårer trillede ned af hendes kinder. Jeg husker det, som det var i dag og glemmer det aldrig.

Udenfor vores vinduer, i de samme gader, som jeg ganske få timer tidligere cyklede rundt i, var kampvogne og militærkøretøjer, der var fly i luften og massevis af mennesker i gaderne.

De virkede ikke bange til trods for den faretruende situation. Jeg glemmer aldrig det sammenhold, man kunne mærke i luften og mine landsmænds spørgsmål til soldaterne, som i min mormors by var fra Polen. “Hvorfor er I her? Hvad laver I her?”. De vidste det ikke.

Efter invasionen stod det hurtigt klart, at tjekkoslovakkernes kamp for demokratiske reformer vil blive knust, og at Tjekkoslovakiet i de efterfølgende år skulle i gennem en stabiliseringsprocess, som skulle bringe landet tilbage i folden af trofaste sovjetiske vasalstater. Det var i denne periode, jeg skulle vokse op.

Det er først mange år senere, at det gik op for mig, at det ikke kun var tjekkoslovakerne, russerne knuste den dag.  Russerne knuste også et håb om, at det er muligt at skabe et anderledes og retfærdigt samfund, som ikke blot baserer sig på økonomisk vækst, forbrug og materialisme. Et demokratisk samfund som kunne tage konkurrencen op med den kapitalistiske samfundsordning.

Tjekkoslovakerne bakkede op om landets kommunistparti med Alexander Dubcek i spidsen og ønskede at skabe et såkaldt “socialistisk samfund med et menneskeligt ansigt,” men fik ikke lov.

Tjekkoslovakiets reformleder, Alexander Dubcek Foto: arkive.org

Ingen kan i dag sige, hvad mine landsmænds eksperiment ville have udviklet sig til. Det blev knust, før det fik lov til at udfolde sig, men en ting er sikker: sammen med tjekkoslovakkernes knuste håb, døde også troen på kommunisme og socialisme, som en samfundsordning.

Den er og desværre bliver ved med at være et uopnåeligt og urealistisk samfundsideal, som menneskeheden hverken kan administrere eller er moden til. ota

Share This