150 sortlistet – Rusland strammer sikkerheden inden VM i fodbold

Vitaly Mutko Foto: Дмитрий Голубович

Vitaly Mutko Foto: Дмитрий Голубович

Rusland har sortlistet mere end 150 fodboldfans, der er kendt som ballademagere melder vicepremierminister Vitaly Mutko.

Af Toke Theilade

Lige siden russiske hooligans skabte kaos ved EM i Frankrig sidste år, er sikkerheden ved næste års VM i Rusland blevet betvivlet. Nu tager landet dog seriøse skridt for at garantere ro og orden.

Omkring 150 fodboldfans er nemlig blevet sortlistet forud for turneringen, og de står alle til fængselsstraffe og store bøder, hvis de bliver opdaget på stadions ved store sportsbegivenheder, fortæller vicepremierminister Vitaly Mutko, der også er præsident for det russiske fodboldforbund og leder af organisationskomitéen, der står for VM.

”Hver russisk klub har sin egen sikkerhedstjeneste og tjeneste, der arbejder med fodboldfans, og fodboldfansenes kultur bliver tydeligvis ændret. Vi arbejder direkte med fodboldfansene,” siger Mutko ifølge TASS.

I tilfælde af, at de sortlistede fans bliver opdaget i forbindelse med store sportsbegivenheder, vil de blive straffet med bøder i mellem 2460 kroner og 3075 kroner, imens de også kan fængsles i op til 15 dage.

Mutkos melding kommer blot et par dage efter, at Vladimir Markin, formand for det russiske fodboldforbunds komité for sikkerhed og faninteraktion, erklærede, at komitéen havde fremlagt en lang række forslag til, hvordan sikkerheden omkring fodboldkampe i Rusland kunne forbedres.

Share This