Ad

100 året for Trianon og Vilnius

Litauens hovedstad Vilnius Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ungarn/Polen: I Danmark markerer vi i disse uger 100 året for genforeningen, over de sidste år 75 året for befrielsen. I dag har vi et godt forhold mellem danskere og tyskere i grænselandet, noget nær en model for at få skabt et mere harmonisk mellem etniske mindretal i lande, hvor de historiske traumer ikke er overvundet. Ganske som delingen af Tjekkoslovakiet tilbage i 1993 kunne have dannet model for fredelig deling af lande. Desværre skete det ikke, Balkan blev som bekendt i 1990erne ramt af blodige krige og brutale etniske udrensninger. 

Både Ungarn og Rumænien markerer i disse uger 100 året for Trianon-traktaten i 1920 og på hver deres måde. Senere, i oktober måned, er det 100 år siden Vilnius til Litauens store vrede blev indlemmet i Polen. Begge, Trianon og Vilnius, har lige siden skabt vrede og belastet forholdet mellem Ungarn og Rumænien og mellem Polen og Litauen, og gør det den dag i dag.

Medlemskabet af EU og NATO har ikke løst problemet. Trianon var i sin tid et chok for Ungarn. Ungarn havde efter aftalen blot 32.6 pct. af sine historiske grænser tilbage. Tabt var Transsylvanien, der af mange intellektuelle i Ungarn blev betragtet som nationens vugge. Dertil kom tab af Slovakiet, Kroatien, Vojvodina, Banat, Backa og Rutenien. En trediedel af ungarerne kom  herefter til at bo uden for de nye grænser.

Folkeafstemninger om de nye grænser blev holdt i flere lande, ikke kun i Danmark, også tyske mindretal fik muligheden i Schlesien. Ungarerne bosiddende i Rutenien Transsylvanien, Banat og  Slovakiet fik derimod  ikke muligheden. De allierede der vandt krigen, havde for travlt til at interessere sig for 10 mio. ungarere, og Frankrig, sejrherrer i krigen, varetog Rumæniens interesser, ikke Ungarns.

Trianon skabte fra start dyb vrede i Ungarn og udbredt modstand mod demokrati. Ungarn blev i mellemkrigsperioden en revisionistisk stat, når det gælder grænser og Hitler-Tysklands allierede op til og under 2. verdenskrig. Rumænien fik med Trianon traktaten Banat, Transsylvanien, det nordlige Bukovina og Besarabien, det senere Moldova. Men det blev bestemt ikke let at integrere de nye landområder og forskellige etniske grupper i det nye Stor-Rumænien.

Rumænerne kom til at udgøre 70 pct. af den samlede befolkning. I nationalistiske kredse og selv i det politiske establishment i dag er der en udbredt nostalgi for det gamle Stor-Rumænien. Tilbageslaget kom i 1940, hvor Josef Stalin fik Besarabien og Nord-Bukovina indlemmet i Sovjetunionen. Bukovina havde ellers aldrig før i historien været en del af Rusland/Sovjetunionen, men det spillede ikke nogen rolle. 30. august, i ”Second Vienna Accord”, fik Ungarn en del af Transsylvanien tilbage fra Rumænien. Og i Craiova traktaten, også i 1940, blev det sydlige Dobrudja en del af Bulgarien. I løbet af få uger fik Rumænien reduceret sit territorium med en tredjedel.

Grænseændringerne mellem Litauen og Polen var mindre dramatiske, de politiske følger blev alvorlige. I oktober 1920 erobrede general Lucjan Zeligowski Vilnius og omegn. Litauerne betragtede Vilnius som deres naturlige hovedstad og bragte derfor spørgsmålet op i Folkeforbundet, men uden at opnå noget ad den vej. De polske tropper nægtede at trække sig tilbage. I 1922 erklærede en valgt byforsamling Vilnius og omegn en integrereret del af den polske republik. Efter nogle mindre grænsejusteringer blev de nye grænser anerkendt af vestmagterne.

I hele mellemkrigstiden var forholdet mellem Litauen og Polen stærkt belastet, reelt herskede der krigstilstand mellem de to lande. I marts 1938, efter et mindre sammenstød langs grænsen, udstedte den polske regering et ultimatum til Litauen, gående på, at Litauen skulle afslutte deres ”state of war” med Polen og oprette diplomatiske forbindelser og åbne grænsen. Litauen havde ingen anden mulighed end at bøje sig for kravene.  

Med de baltiske landes indlemmelse i Sovjetunionen 1940-41 blev Vilnius en del af den ny litauiske sovjetrepublik. Siden 1991, efter uafhængigheden fra Sovjetunionen, har Vilnius og det deraf følgende historiske traume fra mellemkrigsperioden belastet forholdet mellem Litauen og Polen. Der har løbende været strid om vilkårene for det polske mindretal, der er koncentreret i og omkring Vilnius. Spørgsmålet om ændring af grænsen og generobring af Vilnius er dog ikke været på tale.