1 melodi. 3 tekster. 2½ nationalhymne.
Ved officielle besøg af polske ledere i Beograd undrede nogle journalister og tilstedeværende jugoslavere sig ofte over, at den jugoslaviske nationalhymne blev spillet to gange af militærorkesteret i lufthavnen. Ved sportstævner i Polen forekom det, at polske tilskuere jublede over at høre den polske nationalmelodi spillet – selv når en jugoslav havde vundet. I anledning af Polens uafhængighedsdag bringer Mr. East her historien om en melodi, der vandt hjerter overalt i den slaviske verden.
Af Kim Halling Mortensen
11. november er Polens uafhængighedsdag. Det er fejringen af den de facto genvundne selvstændighed i 1918 efter 123 års fravær grundet den endelige deling af landet i 1795.
Uafhængighedsdagen blev markeret for første gang i 1937. Den blev afskaffet af det kommunistiske styre til fordel for markeringen af den Polske Folkerepubliks fødsel d. 22. juli 1944. D. 11. november blev igen indført som uafhængighedsdag i 1989.
Vejen til den nationale selvstændighed antog som bekendt mange former på det europæiske kontinent. Men en ting var sikkert og vist: Der skulle synges patriotiske sange for at holde drømmene vedlige. Allerede i 1797 skrev Józef Wybicki teksten til det, der fra 1927 officielt blev Polens nuværende nationale hymne. Her berettes der – med skyldig tak til siden culture.pl – i kortfattet form om hymnen :
Både tekst og melodi fængede langt ud over de polsksindedes hjerter og stemmelæber. Således ansporedes den slovakiske forfatter og lutheranske pastor, Samuel Tomášik, til i 1834 at lave en slovakisk version – Hej, Slováci – af den polske mazurka. Da han i 1848 dukkede op i Prag blev han trist til mode over næsten udelukkende at høre det tyske sprog blive talt i gader og stræder. Han ændrede teksten og gjorde den – tro mod tidens ånd i det område – til en panslavisk sang. Studenter fra hele det slaviske område (med Polen som delvis undtagelse) tog sangen til sig og den blev spredt vidt og bredt.
Den panslaviske version opnåede også popularitet i Rusland. Sangen skabte dog også en vis forvirring med fatale følger for en række slavisktalende soldater, der kæmpede i dobbeltmonarkiets rækker under 1. verdenskrig. Nogle af dem ønskede at overgive sig frivilligt til deres slaviske brødre på russisk side. De russiske soldater ved fronten evnede dog ofte ikke at høre forskel på om sangen blev sunget i den panslaviske (og dermed indirekte prorussiske) version eller den polske ditto. Mente man at høre sidstnævnte endte det med en dødskugle som tak for sangen.
Den oprindelige slovakiske version fra 1834 nød stor udbredelse blandt den gryende bevægelse af slovakisk nationalsindede i det 19. århundrede. Fejlagtigt hævdes det ofte, at den ligefrem blev gjort til officiel nationalhymne under det Hitler-afhængige Tiso-styre i årene 1939.-1945. En sådan fandtes imidlertid ikke. Sangen blev dog i disse skæbnesvangre år betragtet som en uofficiel slovakisk hymne. Efter krigen blev den naturligvis helt og aldeles bandlyst i det kommunistiske Tjekkoslovakiet. I dag afsynges den primært af slovakiske nationalister. Her er den – og ja, jeg indrømmer blankt, at den er snuppet fra en (ny)fascistisk slovakisk side på youtube. Som et historisk dokument skal den dog ikke ties ihjel – og den bliver sunget på smukkeste vis.
I det sydslaviske område blev sangen særdeles populær blandt de jugoslaviske partisaner under 2. verdenskrig. Den tidligere jugoslaviske nationalsang havde henvisninger til kongen og kongedømmet. Den slags kunne naturligvis ikke anvendes i et nyt socialistisk Jugoslavien. Man ledte derfor efter en ny sang, der var specifik for det jugoslaviske område, men endte med Hej Slaveni (Еј, Словени på makedonsk, Hej Slovani på slovensk etc) . Dette på trods af, at der i Jugoslavien var pænt store ungarsk – og albansktalende mindretal. Hymnen fortsatte med at være både den jugoslaviske – og den serbisk-montenegrinske nationalhymne helt frem til 2006, hvor Serbiens og Montenegros veje skiltes. Den kan høres her med engelske undertekster.
I dag er Jugoslavien fortid. Men for mange af dets gamle indbyggere og efterkommere lever landet naturligvis videre som minder på godt og ondt. Slovenske Laibach udtrykker i deres udgave af hymnen den umådelige tvetydighed, der nødvendigvis må udgøre en del af synet på det hedengangne Jugoslavien. Så mens den polske hymne har overlevet barske århundreder, så står de andre versioner tilbage som monumenter over en svunden tid forbundet med håb og tab.