1. maj: Danmark er ikke længere Europas mest lige samfund, er fagbosserne med til at ødelægge statistikken?

Illustrationsfoto: Aleksandr Zykov

I 2015 udråbte Berlingske Business Danmark for klodens mest lige samfund, blot et år senere har tre centraleuropæiske lande overhalet Danmark, som er røget ned på syvende plads i Europa. Er fagbossernes egne lønninger med til at ødelægge ligheden i Danmark?

Af Ota Tiefenböck

Debat: Danmark er verdens mest lige samfund, skrev Berlingske Business i en artikel i 2015, men sådan er det ikke længere, viser en statistik for 2016 offentliggjort af Eurostat. Tre centraleuropæiske lande, Tjekkiet, Slovenien og Slovakiet, har overhalet Danmark og er de europæiske samfund, hvor forskelle mellem top og bund er mindst. 

1.maj er ellers den dag, hvor fagbosserne og de danske fagforeninger er på barrikaderne i deres kamp for lighed og social retfærdighed, men hvordan ser fagbossernes egne lønninger ud sammenlignet med Eurostats statistik og den gennemsnitlige forskel mellem rig og fattig? Er de i virkeligheden selv med til at ødelægge, hvad de kæmper for?

Danmarks Lærerforenings, på det seneste meget eksponerede formand, Anders Bondo Christensen, tjener ifølge Danmarks Læreforening 1.209.855 kroner om året. Ifølge samme fagforbund tjener en lærer med 0-4 års erfaring 30.674,78 kroner. Det svarer til, at lærernes formand tjener 3,2 gange mere end den nystartede lærer, han repræsenterer. Hvorvidt det er meget eller lidt, kommer formentlig an på øjnene der ser. Anders Bondo Christensens løn tilhører dog i følge Berlinske Business samfundets top og figurerer blandt de omkring 1,4 procent af befolkningen med de absolut højeste lønninger. Anders Bondo Christensen ser også ud til at have en højere løn, end hans indædte modstander Michael Ziegler, som ifølge Ekstra Bladet tjener 1.003.793 kroner om året, altså mere end 200.000 mindre end Anders Bondo Christensen om året. Det svarer til omkring 16.000 kroner mere hver måned, altså otte par sko ifølge Lars Løkke Rasmussens målestok ekstra hver måned eller mere end 14 dages løn af en nystartet lærer.                                                                                                                            

De nævnte tal er tilgængelige på Danmarks Lærerforenings website og ganske nemme at finde frem til. Det samme kan dog ikke siges om andre fagforbund. Undertegnede forsøgte eksempelvis at finde frem til Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensens løn. Dansk Sygeplejeråd har ellers massevis af oplysninger om medlemmernes lønvilkår og alle de fordel Dansk Sygeplejeråd yder sine medlemmer, men det er straks sværere at finde frem til, hvad sygeplejerskernes formand selv får overført hver måned. Samme gælder BUPL, hvor formand Elisa Bergmanns lønvilkår synes at være umulige at finde frem til på BUPLs website. 

Det er formenlig undertegnede, der ikke er dygtig nok til at søge oplysninger på internettet. I Danmark er vi solidariske og vi er transparante og lægger ikke skjul på denne type oplysninger. Tanken om, at forskellige fagforbund ikke ønsker at skilte med deres formands løn sniger sig dog alligevel ind. Især nu, hvor vi må konstatere, at Tjekkiet og fire andre lande har overhalet os og har et mere socialt retfærdigt samfund, end vi har i Danmark.

 

 

Share This